Opskrift på moussaka
Moussaka er en af de opskrifter, jeg laver, når jeg gerne vil vinde lidt ekstra kærestepoint. Simon er nemlig helt tosset med den græske ret, så det bringer stensikkert jubel, når den bliver sat på køkkenbordet.
Hvis man skal lave en helt autentisk moussaka, kan det dog hurtigt blive et større og lidt uoverskueligt projekt. De fleste opskrifter på moussaka indeholder alt for mange steps, især når det gælder auberginerne, der først skal saltes, trække, steges… Det bliver hurtigt til flere timer i køkkenet og en større opvask, der får mig til at sukke over projektet, inden jeg overholdet er gået i gang.
For at jeg alligevel kan gøre Simon glad med hjemmelavet moussaka, har jeg over de sidste år udviklet en nemmere opskrift. En opskrift, er er så overskuelig, at den kan fremtrylles på en hverdagsaften, men som smager enormt dejligt og helt som en autentisk moussaka kan, skal og bør. Ifølge vores smagsløg herhjemme i hvert fald 🙂
TIP: Prøv også min opskrift på græske frikadeller med feta, græske lammekoteletter eller lammekrone med urter og pistacie.
Nem mousska med ovnbagte auberginer
Tricket til en nemmere fremgangsmåde er at bage aubergineskiverne i ovnen fremfor at stege dem i olie på panden. På den måde slipper du for først at salte auberginerne (for at trække væsken ud) og stege dem i store mængder olie. Det giver en moussaka, der ikke bare er nemmere at tilberede, men også indeholder betydeligt mindre olie. Det synes jeg klæder retten, særligt hvis du bruger lammekød, der også ofte har en høj fedt procent, hvorfor resultatet kan blive noget tungt og “olieret”.
Med ovnbagte aubergineskiver får du stadig en skøn autentisk smag og den rette konsistens. Du skal blot skære auberginer i skiver, pensle dem med en smule olie og drysse med lidt salt. Derefter skal de i ovnen i blot 10 minutter, til de er møre, imens kan du tilberede rettens resterende elementer.
TIP: Prøv også min opskrift på mellemøstlig moussaka eller auberginesalat med gedeost
Ingredienser til moussaka
Moussaka består af forskellige lag bagt sammen i et ovnfastfad:
Kødsauce til moussaka
Kødsauce til moussaka laves med flere krydderier og en mindre mængde tomat end eksempelvis lasagne. Derudover laves saucen typisk af lammekød. Det giver en virkelig god og meget autentisk græsk smag, men hvis du ikke er så vild med lammekød, kan du sagtens bruge oksekød som alternativ. Jeg kan også anbefale dig at lave retten med en blanding af lam og okse/kalvekød, for en mere mild smag af lam.
Grøntsagsskiver
Jeg bruger både auberginer og kartoffelskiver i min opskrift. Auberginerne bages i ovnen, mens kartoflerne skæres i tynde skiver, så de ikke behøver at blive kogt, inden de bruges i retten.
Mornaysauce
Til min opskrift på moussaka laver jeg en mornaysauce, der tilsættes æg. Mornaysauce er en mælkesauce med ost (hvor en bechamelsauce laves uden ost). Jeg bruger parmesan i saucen, hvilket giver en virkelig dejlig smag. Æggene tilsættes, så saucen sætter sig og ikke forbliver flydende. Den bliver en smule luftig og flot gylden i overfladen, og er fast nok til, at du kan skære moussakaen i flotte stykker.
Tilbehør til moussaka
Som tilbehør til moussaka serverer jeg typisk tzatziki og en salat. Det kan både være en frisk grøn salat eller en mere fyldig græsk salat med tomat, agurk, feta og oliven. Du kan også prøve min opskrift på græsk linsesalat, hvis du vil servere moussaka som en del af en græsk buffet med flere mættende elementer. Her vil det også være oplagt at lave hjemmebagte pitabrød.