Hjemmelavede veganske quinoachips
Jeg er ret stolt af den her opskrift på quinoachips. Den er simpel, ingredienserne er få -samt piv-sunde – og resultatet smager virkelig lækkert. Sprøde, tynde, knasende, salte, 1-2-3-så-er-de-væk. Kort sagt den perfekte salte snack og et fremragende alternativ til chipsposen, der måske lokker en times tid inden aftensmaden. (Det kender vi vel alle?)
TIP: Prøv også knækbrød med kerner eller sprøde knækbrød af havregrød
Ingredienser til chips med quinoa
De eneste ingredienser, du skal købe, for at kunne lave disse veganske chips, er quinoa, en smule olivenolie og hørfrø. Frøene bruger jeg til at lave såkaldte “veganske æg” (eller hørfrøæg), der består af kværnede hørfrø og vand. Det bliver til en klistre æggelignende masse, som binder den kogte quinoa sammen. Du kan sagtens vælge at tilsætte flere ingredienser til chipsene, eksempelvis krydderier, revet parmesan (eller gærflager) eller lidt sesamfrø. Salt, synes jeg, er obligatorisk, men vil du have sødere chips, eksempelvis som et knasende indslag til en dessert, undlader du bare det, så du får søde, nøddeagtige quinoaflager.
TIP: Prøv også en græsk quinoasalat eller en vegetarlasagne med quinoa
Chipsene kan spises som de er, men du kan også bruge dem som tynde veganske knækbrød – måske til små hapsere til en festlig forrest? Vi brugte desuden quinoachipsene til at lave nachos i sidste uge, hvor de røg i ovnen med lidt revet cheddar, og derefter blev dyppet i den hellige treenighed: salsa, guacamole og creme fraiche. Dét kan anbefales!