
Ingredienser
Det skal du bruge
- 1/2 kg rødbeder
- 1 + 1 spsk. olivenolie
- 2 dl boghvedekerner
- 1 bundt palmekål
- salt & friskkværnet peber
- 100 g gedeost eller feta
- 30 g pistacienødder
Svesker
- 10 svesker
- 1 lille rødløg
- 4 spsk. balsamicoeddike
- 2 spsk. olivenolie
- salt & friskkværnet peber
Fremgangsmåde
SVESKER
Skær sveskerne i mundrette stykker. Pil rødløget, og skær det i tynde både. Vend sveskestykker og rødbedebåde sammen med balsamicoeddike, olivenolie, salt og peber i en skål, og lad skålen stå i 30 minutter.
SALAT
Tænd ovnen på 175 grader. Skrub eller skræl rødbederne, skær dem i både, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Vend rødbedebådene i 1 spsk. olivenolie og salt, og bag dem i ovnen i cirka 25 minutter, til de er møre og let sprøde i kanterne.
Kog boghvedekernerne i 4 dl saltet vand i cirka 7-10 minutter. Tag låget af gryden det sidste minut, så alt vandet i gryden fordamper, og tag gryden af varmen.
Riv palmekålbladene af stilkene, og hak kålen groft. Kom kålen i en skål, hæld 1 spsk. olivenolie over, og massér dernæst kålen, til bladene bliver bløde.
Vend bagte rødbedebåde og boghvedekerner i palmekålen. Tilsæt også gedeost i mundrette stykker, pistacienødder og de balsamicomarinerede svesker (med marinaden), og vend rundt. Servér salaten lun eller kold.


Nærende boghvedesalat
Boghvedesalat er en skøn, fyldig salat sprængfyldt med ingredienser, der smager jordagtigt (på den lækre måde!) og er ren guf for kroppen her om vinteren.
Rødbede støtter leveren og øger blodgennemstrømningen. Boghvedekerner (der egentlig er et frø) med mættende fibre og protein. Palmekål, der er spækket med antioxidanter og som minder om et mix mellem grønkål og spinat.
TIP: Prøv også denne salat med edamamebønner og boghvedekerner eller mine bløde, lækre rødbedebrud eller denne grønkålssalat med granatæble
Sidst men ikke mindst har vi sveskerne, som bidrager med ekstra fibre og vitaminer, og som giver en fantastisk frugtagtig smag til salaten. Jeg skærer dem i tern og marinerer dem med rødløg i balsamico, og på den måde får de tørrede frugter en dejlig syrlig-sødme, der virkelig løfter smagen af de andre ingredienser.
Sunde svesker
Svesker er solmodnede blommer, der er blevet tørret – helt uden tilsætningsstoffer. De er guf for vores fordøjelse, da de er en fantastisk kilde til fibre, og så har de et lavt GI, hvilket gør dem til et godt mellemmåltid, der kan holde vores blodsukker stabilt. Tørret frugt indeholder de samme niveauer af næringsstoffer som frisk frugt, og svesker er en fremragende kilde til næringsstoffer som kalium, K-vitamin og B6.
Hej Emma,
Salaten ser super lækker ud. Jeg kan ikke lide svesker, kan du anbefale at bruge dadler eller abrikoser i stedet?
Mange hilsner
Julie
Hej Julie 🙂
Jeg ville bruge dadler som alternativ.
KH E