-
Link kopieret
Raw kage med kokos og lime
Dette er den bedste raw kage uden mælk og gluten. Selvom kagen udelukkende består af raw og veganske ingredienser, minder den om en cheesecake med en silkeblød og cremet konsistens. Fyldet af cashewnødder og kokosmælk smager vidunderligt med et lille twist af lime.

INGREDIENSER
BUND
- 50 g pistacienødder
- 100 g tørrede figner
- 2 dl kokosmel
- 2 spsk. kokosolie
FYLD
- 100 g cashewnødder
- Den fede del af 1 dåse kokosmælk (opbevaret i køleskabet i 24 timer)
- 2 tsk. vaniljepulver eller korn af 1 vaniljestang
- Skal af 2 lime
- Saft af 1⁄2 lime
- 1-2 spsk. agavesirup (eller honning hvis kagen ikke behøver at være vegansk)
Udblød cashewnødderne til fyldet i en skål koldt vand i 6-12 timer. Du kan også hælde kogende vand over dem og lade nødderne stå i 2 timer.
Blend pistacienødderne til fint mel i en foodprocessor. Tilsæt derefter figner, kokosmel og kokosolie, og kør maskinen, indstil du har en klistret, let smuldrende masse. Beklæd en springform med en diameter på 22 cm med husholdningsfilm, og tryk massen godt sammen i bunden. Stil formen i køleskabet, imens du laver fyldet.
Blend udblødte cashewnødder, kokosmælk, vanilje, limeskal og -saft sammen i 2-5 minutter i en foodprocessor, indtil du har en helt glat creme. Tilsæt sirup, og blend igen. Smag fyldet til, så det er tilpas sødt, og hæld det dernæst over tærtebunden.
Stil tærten i køleskabet i mindst 6 timer inden servering. Jeg pynter kagen med tørrede rosenblade, bipollen, tørrede figner og finthakkede pistacienødder. Den ser også smuk ud med finthakkede pistacienødder og revet limeskal.

Den bedste raw kage
Denne raw kage er uden tvivl den bedste opskrift (I ved; hvis jeg selv skal sige det). Den minder mest af alt om en cheesecake med sin cremede, silkebløde konsistens. Ingredienslisten er dog helt fri for ost såvel som andre mejeriprodukter, da den er vegansk. I stedet består den bl.a. af cashewnødder, der udblødes, inden de blendes sammen med kokosmælk. Fyldet får desuden et lille friskt lime-twist, hvilket klæder kokossmagen utrolig godt. En herlig og lidt anderledes kageopskrift, som jeg virkelig ofte hiver frem, når jeg får gæster, der er veganske, glutenfrie eller laktosefrie. Den har dog heldigvis hittet hos alle, jeg har serveret den for - særligt dem som deler en kærlighed for de der lidt alternative opskrifter.TIP: Prøv også min opskrift på en nem raw chokolade, sunde træstammer med bønner eller de smukkeste raw æbletærter
Raw cake med pistacie bund
Raw kagens bund består af figner og pistacie. Det smager enestående lækkert, og så er det også en utrolig smuk kombination at pynte kagen med. Top gerne kagen med friske figner, hvis de er i sæson og du rigtig vil imponere. På disse billeder pyntede jeg med små tørrede figner, bipollen og tørrede rosenblade. Det giver et simpelt men smukt udtryk og gør bare kagen lige dét mere indbydende at se på.TIP: Prøv også min fantastiske citron cheesecake, hvis du ikke er vegansk
