Hasselback aubergine med kødsauce
Hasselback aubergine er utrolig nemt at lave. At lave noget “hasselback” kender du sikkert fra den klassiske opskrift på kartofler, der tilberedes med fine snit. Her har jeg lavet lignende snit i auberginer, så de kan bages med lag af bolognese kødsauce og ost. Det gør auberginekødet mørt og smagfuldt, og de fungerer nærmest som grøntsags-lasagneplader. Denne ret er derfor også herlig, når man har lyst til en lidt alternativ og sundere lasagne eller bolognese. Her udskiftes pasta med aubergine, der gør, at resultatet bliver en slags sund comfort food – med ekstra grønt og helt uden gluten.
TIP: Prøv også min opskrift på lækre aubergineruller med quinoa, svampe og tomatsauce
Bagt aubergine med vegetarisk eller vegansk sauce
Jeg ved, at mange der læser med herinde spiser vegansk eller vegetarisk. Et tip til jer er, at I kan lave hasselback aubergine sammen med min opskrift på en lækker veggie-bolognese med svampe og linser som erstatning for oksekødet. Det smager mindst lige så herligt!
TIP: prøv også en af mine vegetariske lasagner såsom denne klassiske vegetarlasagne med quinoa eller en grøn variant med spinat, linser og pesto
Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.