
Ingredienser
Vegetar bolognese
- 250 g svampe, f.eks. champignoner
- 1 stort løg
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk. olivenolie til stegning
- 1 stor gulerod
- 1 spsk. tørret basilikum
- 1 spsk. tørret oregano
- salt og friskkværnet peber
- 1 dåse hakkede tomater
- 140 g tomatpuré
- 2½ dl grøntsagsbouillon
- 2 dåser delikatesse linser (eller 250 g ukogte linser)
- 2 spsk. rødvinseddike
Til servering
- 400 g tørret spaghetti, gerne fuldkorn
- friskrevet parmesan
- frisk basilikum
Fremgangsmåde
Kog evt. linserne, hvis du ikke bruger linser fra dåse.
Rens svampene, og skær dem i små tern. Pil og hak løg, og pres hvidløg. Steg svampe, løg og hvidløg i olie i en gryde, indtil blandingen begynder at blive gylden. Skræl og riv guleroden, og tilsæt gulerod, tørret basilikum, oregano, salt og peber. Steg et par minutter, inden du hælder hakkede tomater, tomatpuré og bouillon i gryden. Hæld vandet fra linserne, skyl dem i en sigte, og tilsæt. Bring retten i kog, og smag til med rødvinseddike, salt og peber.
Kog spaghettien efter anvisningen på pakken. Servér friskkogt spaghetti med vegetar bolognese, friskrevet parmesan og basilikumblade.
Vegetar bolognese med linser & svampe
Denne lækre vegetar bolognese er en fantastisk kødfri aftensmad.
Spaghetti bolognese er nok en af de mest populære opskrifter verden over. Nogle siger endda at “pasta med kødsauce” burde være den danske nationalret 😉 Så hvis du gerne vil skære lidt ned på dit kødforbrug, eller hvis du spiser vegansk men savner en god kødsauce, er denne opskrift lige sagen.
I min vegetar bolognese giver svampe, tomater og krydderier masser af umanismag til saucen. Samtidig giver linserne fylde, mæthed og en god konsistens, så ingen vil savne kødet.
Kødfri vegansk bolognese
Den kødfri bolognese laves af linser, der sammen med finthakkede svampe giver en kødlignede smag og konsistens. Serverer du retten uden parmesan på toppen, er den tilmed fuldstændig vegansk, selvom smagen minder utrolig meget om en klassisk bolognese.
Jeg lover bolognesen vil falde i smag hos selv de mest inkarnerede kødspiser, og uden selv at have testet det, tror jeg også, at retten vil være et hit hos børn.
Hvis du er på udkig efter en opskrift på flere kødfri italienske retter, vil jeg også varmt anbefale dig at prøve min opskrift på vegetar kødboller med tomatsauce Her får du en vegetarisk og grøntsagsspækket udgave af den klassiske spaghetti med kødboller.
TIP: Prøv at bruge den kødfri bolognese som fyld i denne opskrift på pirogger eller i min opskrift på hasselback aubergine, der normalt laves med kødsauce
Spaghetti med vegetar bolognese
Jeg serverer her retten med fuldkornsspagetti. Du kan også bruge helt almindelig frisk eller tørret pasta.
Husk, at der i dag findes et væld af sundere alternativer. Jeg er eksempelvis selv vild med pasta af brune ris, som min mave er betydeligt gladere for, og ellers kan du også bruge bønnepasta for et ekstra skud protein, nu hvor retten er vegetarisk.
Flere lækre opskrifter med pasta
Pasta er nem og hurtig hverdagsmad. Jeg har nogle dejlige pastaretter på bloggen, og du kan finde nogle af mine favoritter her:
Uhm, det hele ser SÅ lækkert ud! Ham Simon er en heldig mand, at han får lov til at spise din lækre mad, stort set hver dag :p
Haha, han er totalt forvænt! Han aner ikke, hvor forkælet, han er 😉
Kan man bruge almindelige tørrede linser og så tilsætte mere vand og lade det koge længere? Og hvor mange linser skal Manning så fald bruge tror du?
Du skal koge linserne i en gryde for sig, så kan du sagtens gøre det. Brug 250 g grønne linser.
Nøj det er en lækker ret! Har lavet den for første
gang her til aften og den var et sikkert hit. ?
Ved du hvordan den er at fryse ned?
Dejligt at høre, Karoline 🙂 Du kan sagtens fryse bolognesen ned.
Kan man mon bruge røde linser til denne ret?
Hej Anne 🙂 Ja, det tror jeg sagtens, du kan.
Hej Emma 🙂
Efter at have prøvet bolognesen her til aften, vil jeg bare lige indskyde, at den også fungerer glimrende i en lasagne.
Hej du 🙂 Uh, det kan jeg lige forestille mig!
God weekend, søde.