
Ingredienser
HASSELBACK BUTTERNUT
- 1-2 butternutsquash
- 1 spsk. olivenolie
- salt
BYGKERNESALAT
- 4 dl bygkerner
- 25 g hasselnødder
- 30 g parmesan
- 1 bakke blandet salat
BRUNET SMØRDRESSING
- 1 håndfuld salvieblade
- 1 lille løg
- 50 g smør
- 1 spsk. hvidvinseddike
- 1 tsk. ahornsirup
- salt og friskkværnet peber
TIL SERVERING
- groft brød
Fremgangsmåde
HASSELBACK BUTTERNUT
Tænd ovnen på 180°. Halvér butternutsquashen på langs, og fjern kernerne. Skær lange snit i hver halvdel med en skarp kniv uden at skære hele vejen igennem græskarskallen. Læg de 2 halve butternutsquash med skærefladen opad på en bageplade beklædt med bagepapir, og pensl med olie. Krydr med salt, og sæt bagepladen i ovnen i 45 minutter, til butternutsquashene er flot gyldne.
BYGKERNESALAT
Kog bygkerner efter anvisningen på pakken, og afkøl let. Rist hasselnødder let på en tør pande, og hak dem meget groft. Høvl parmesan i tynde flager.
BRUNET SMØRDRESSING
Hak salvie fint. Pil og hak løg. Smelt smør i en dyb pande sammen med løg og salvie. Vend ofte rundt, og lad det stege i ca. 10 minutter, indtil de hakkede løg bliver gyldne, og der samler sig et lag brunet smør i bunden af panden. Hæld pandens indhold over i en skål. Rør eddike og sirup i skålen. Smag til med salt og peber, og rør godt.
BYGKERNESALAT, FORTSAT
Skyl salaten, og bland den med de kogte bygkerner på et fad. Drys hasselnødder og parmesanflager over.
SERVERING
Anret butternutsquash på fadet, og dryp brunet smørdressing over. Servér med lunet brød.
Opskrift på hasselback butternut græskar
Hasselback butternut græskar er utrolig nemt at lave. At lave noget “hasselback” kender du sikkert fra den klassiske opskrift på kartofler, der tilberedes med fine snit. På den måde bliver de ekstra sprøde.
Ligesom med kartofler, er det også lækkert at lave andre grøntsager a la hasselback. Det er eksempelvis en utrolig smukt og smagfuld tilberedningsmetode til butternut græskar.
TIP: Prøv også mine andre opskrifter med græskar. Som lækre græskarfritter, kylling med græskar og æble eller pasta med græskar og æble

Hasselback butternut salat
Jeg serverer de smukke hasselback-butternut over en fyldig bygkernesalat med ristede hasselnødder og parmesan. Det, der gør salaten helt enestående, er en dressing af brunet smør. Den passer helt fantastisk til det søde græskar kød og bringer smagene sammen på bedste vis.
Sammen med noget godt, groft brød, kan salaten sagtens udgøre et let måltid, men hvis sulten er stor, smager det herligt til alt fra vegetariske squashdeller til et mørt stykke kød.