Opskrift på indisk lammegryde
Denne opskrift på indisk lammegryde stammer fra min kogebog Herlig og ærlig mad. Det er den lækreste, lunende ret pakket med smag fra indiske krydderier. Serveret med luftige naanbrød, ris, raita og en simpel grøn salat, og så har du det lækreste indisk inspirerede måltid.
Opskriften er kort fortalt en af de gryderetter, jeg holder allermest af. Kombinationen af mørt lammekød, abrikoser, pinjekerner samt ristet aubergine og tern af søde kartofler er nemlig virkelig magisk. Særligt er saucen af kokosmælk og hakkede tomater med en dejlig krydret smag helt fantastisk.
Den indiske lammegryde smager, som havde den simret i timevis. Men opskriften kræver faktisk slet ikke så lang tilberedningstid. Hvis du køber noget godt, mørt lammekød, skal retten blot simre et kvarters tid, før der er serveret.
TIP: Jeg laver sommetider denne ret uden lam i en vegetarisk udgave. Det kan man sagtens uden at lide afsavn, for retten er stadig fyldt med smag og fylde fra de ristede auberginer. Tilsæt kikærter til retten, hvis du vil have den til at mætte mere.
Gryderet med lammekød
Den lækre gryderet med lam er perfekt til festlige anledninger, da det mest kan forberedes, inden gæsterne kommer. Vent blot med at komme søde kartofler og auberginer i retten indtil inden servering, da grøntsagerne ellers kan blive for bløde og falde fra hinanden.
Faktisk lavede jeg selv opskriften på indisk lammegryde til min fødselsdagsmiddag, da jeg sidst fyldte år. SÅ god er den. Jeg har også flere gange serveret retten i påsken som et alternativ til påskens lammesteg. Lam er jo en rigtig forårsspise, men denne opskrift kan nydes året rundt.
TIP: Prøv også min opskrift på indisk lam tikka masala eller ghormeh sabzi lammegryde