
Ingredienser
Jordskokkesuppe
- 1 kg jordskokker
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- 1 spsk. olivenolie
- salt og friskkværnet peber
- 1 spsk. tørret timian
- 1 dåse cannellonibønner
- 1 l kyllingebouillon
- 1 dl piskefløde
- saft af 1 citron
Bacon-bønnedrys
- 1 dåse cannellonibønner
- 100 g bacon
- ½ spsk. tørret timian
- salt
Til servering
- groft brød
- cremefraiche 18%
- 25 g friske ærteskud
Fremgangsmåde
Jordskokkesuppe
Tænd ovnen på 175°. Skræl eller skrub jordskokkerne, og skær dem i grove skiver. Pil løget, og skær det i skiver. Pil hvidløgsfeddene. Fordel det hele på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend det med olie. Drys med salt og timian, og bag det i ovnen i ca. 25 minutter, indtil jordskokskiverne er helt møre.
Bacon-bønne-drys
Dræn og skyl cannellonibønnerne, og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir sammen med bacon skåret i tern. Drys med timian og en smule salt, og sæt bagepladen i ovnen i ca. 20 minutter, indtil drysset er sprødt.
Jordskokkesuppe fortsat
Kom jordskokker og løg i en foodprocessor eller blender. Tilsæt afdryppede, skyllede cannellonibønner, kogende kyllingebouillon, fløde og citronsaft, og kør, indtil konsistensen er glat og cremet. Smag suppen til, og servér straks med groft brød, cremefraiche, bacon-bønne-drys og ærteskud. Når suppen at blive kold, kan den hurtigt varmes op i en gryde.
Opskrift på nem jordskokkesuppe
Min jordskokkesuppe er en af de bedste og nemmeste opskrifter på suppe, jeg kender til. Her kommes alle grøntsagerne, jordskokker og løg, på en bageplade. De vendes i olivenolie og krydderier, inden de bages møre og let ristede i ovnen.
De bagte jordskokker og løg blendes dernæst sammen med lun bouillon, en smule fløde, citronsaft og bønner til en cremet konsistens.
Det virker måske lidt underligt at blende bønner til en suppe, men de er med til at gøre opskriften på jordskokkesuppe ekstra cremet, smagfuld og mættende.
TIP: Prøv også min opskrift på linsesuppe med kokosmælk eller en klassisk hønsekødssuppe eller gulerodssuppe med chorizo og mandler.
Jordskokkesuppe med ekstra mæthed fra bønner
Min jordskokkesuppe får en ekstra cremet konsistens og dejlig mættende proteiner fra bønner.
Hvis du ligesom min kæreste Simon er af den overbevisning, at suppe ikke er noget, man kan blive mæt af, vil denne opskrift på jordskokkee udfordre din holdning.
Suppen indeholder nemlig cannellonibønner, der er med til at sikre en god mæthed og en ekstra cremet konsistens.
TIP: Prøv at servere dette lækre pull apart hvidløgsbrød til suppen eller måske skal du lave hjemmelavede melboller, som du kan vende i?
Drys til jordskokkesuppe af bacon og bønner
Suppen topper jeg med cremefraiche og et lækkert drys af bacon og bønner. Det bages sammen i ovnen, til både bacon og bønner bliver knasende sprøde. Det er virkelig et lækkert drys til suppe, der lige kan dét ekstra end et drys af bacon alene.
Hvis du prøver en af mine opskrifter, vil jeg elske at se resultatet på Instagram. Tag mig gerne med @emmamartiny eller brug #MartinyFood.
Vild med min jordskokkesuppe? Find flere opskrifter på suppe her
Hvis du er på udkig efter lækre og lunende opskrifter på suppe, vil jeg anbefale dig at prøve nogle af mine favoritopskrifter her:
Hej Emma, hvor ser/lyder det lækkert! Har du et godt tip til at skrælle jordskokker, jeg synes altid, jeg fumler helt vildt med at få dem gjort klar til tilberedning 🙂
Hej du 🙂 Jeg bruger en lille kartoffelkniv som jeg skraber overfladen med. Bruger man økologiske jordskokker behøver man ikke at skrælle dem fuldstændig 🙂
Åh den suppe ser dejlig ud, den passer lige til sådan en grå regnvejrsdag som i dag 🙂 Er vegetar, men tænker ikke, der er noget i vejen for, at udskifte kyllingebouillon med en grøntsagsbouillon, droppe baconen og bage bønnerne med noget røget paprika (y)
Overhovedet ikke! Det lyder som et super lækkert twist 🙂
Hej Emma, det lyder som en super lækker suppe! Den skal helt sikkert prøves snart. Men skal løgene ikke svitses? Er det meningen at man bare laver suppen i en foodprocesser/blender (ingen gryde) efter jordskokkene er ovenbagte?
hej du 🙂 Løgene kommer jo med i ovnen, og dermed bliver de tilberedte 🙂 Og ja, man laver simpelthen bare suppen i blenderen/foodprocessoren.
Kan ikke finde canelloni bønner. Kan jeg bruge butterbeans istedet? Eller?
Hej Lone 🙂 butterbean er jo noget større, så de vil nok være svære at få sprøde. Men du kan sagtens bruge dem i suppen, når de skal blendes 🙂
Hej Emma. Kan man lave suppen ved at koge jordskokkerne frem for at komme dem i ovnen? Eller hvad er forskellen??
Hej Kirsten
Det giver en bedre smag at bage dem i ovnen 🙂