Pastasalat med varmrøget laks
Pastasalat med varmrøget laks er et dejligt sommermåltid. Den er fyldig og mættende, men stadig frisk og let – perfekt til lune dage.
Den varmrøgede laks gør pastasalaten ekstra luksus-lækker, men den kan også snildt erstattes med stegt eller koldrøget laks. Ønsker du at gøre opskriften vegansk, kan laksen helt undlades.
Avocadocremen består af avocado, der blendes sammen med spinatblade, basilikum, citronsaft, olivenolie, salt og peber. Super simpel og helt vildt cremet, frisk og smagfuld. Når avocadocremen vendes i pastasalaten, får den den fineste grønne farve, og så sikrer den, at pastaen forbliver lækker selv efter flere dage i køleskabet. Pastasalat med varmrøget laks er derfor også perfekt til madpakken, så lav gerne en ekstra stor portion.
TIP: Prøv også min opskrift på pastasalat med rød pesto og chorizo eller frokostsalat med avocado og æg eller squashpasta med avocadocreme og varmrøget laks.
Pasta af kikærter og linser fra Lidl
Jeg kan godt lide at bruge nogle af de nye og lidt ‘helsede’ pastavarianter af linser og bælgfrugter. Det er nemlig en god måde at snige ekstra protein og fibre ind i et måltid for ekstra mæthed. Og så er det perfekt, hvis man gerne vil undgå eller skære ned for gluten.
Pasta af linser og kikærter er en spotvarehos Lidl i denne uge, hvor en pose koster kun 15 kr. Til denne opskrift brugte jeg kikærtepastaen, der får den helt perfekte pastakonsistens og har en let smag af kikærter, hvilket klæder salaten rigtig godt.
Lidl har i denne uge et virkeligt fint udvalg af veganske produkter, som jeg vil anbefale jer at tjekke ud. Alt fra kokos-is og yoghurt til vegansk ost og pizza.
TIP: Prøv også min opskrift på salat med bagte gulerødder og laks.