Stenfrugter, mozzarella og croutoner
Salat med stenfrugter kan laves med alt fra nektariner, blommer og ferskener. Anret dem på et stort bræt med mozzarella, croutoner og italiensk lufttørret skinke. Det er en simpel med dekorativ forret. Virkelig, virkelig simpelt men super dekorativt, og det er lige før, det var den ret, der hittede mest omkring middagsbordet, selvom den ikke havde taget mig meget mere end 10 minutter at bikse sammen.
TIP: En anden skøn forret er lækre bruschetta med gedeost og sprød skinke eller tomat og basilikum.
Croutoner af rugbrød
Opskriften på rugbrødscroutoner stammer fra min kogebog Grøntsagsglæde. Jeg foretrækker dem ofte over klassiske croutoner, både fordi de er sundere, men også på grund af deres let syrlige smag, der klæder de fleste salater utrolig godt. Eksempelvis denne, hvor det er lækkert modspil til de søde stenfrugter og den cremede mozzarellaost. Brug gerne dette hjemmebagte rugbrød, hvis du vil smage verdens bedste rugbrødscroutoner.