Opskrift på nøddepostej
Denne opskrift på nøddepostej er en vidunderlig vegansk servering, hvis man gerne vil have et kødfrit alternativ til julemiddagen. Flere og flere vælger at undlade kød på spisebordet og det gælder også juleaften, der normalt er et kødtungt måltid.
Nøddepostej kan serveres som alternativ til andesteg eller flæskesteg, men jeg synes også, det er et fremragende supplement. Hvis man ikke er helt klar til at lægge traditionerne på hylden og servere en vegansk julemiddag, men stadig gerne vil skære ned for kødindtaget og op for grøntsagerne.
TIP: Prøv også min opskrift på krigsfisk til julefrokosten som et vegansk alternativ til fiskefilet.
Vegansk steg til jul
Hvis du gerne vil servere en helt vegansk middag, kan denne nøddepostej sagtens stå alene som stjernen på spisebordet. På grund af de ristede nødder og svampe, får man en dejlig velsmag med utrolig meget umami, så man bestemt ikke føler sig snydt.
Kartofler, brunede kartofler, rødløg og sauce kan nemt laves i veganske alternativer ved blot at udskifte og undlade mælkeprodukter. Og sådan kan man snildt trylle et helt vegansk måltid frem til juleaften.
TIP: Servér også en frisk og smuk rødkålssalat og julesovs juleaften.
Nøddepostej med svampe
Svampene tilføjer både en god smag og konsistens til opskriften. Jeg bruger ofte svampe i veganske retter, jeg gerne vil have lidt “kødagtige”, for de minder lidt derhenad, når de tilberedes korrekt. Her steger jeg først svampe og løg i ovnen, inden de blendes i farsen. Det fjerner noget af væsken, så nøddepostejen ikke bliver for våd, og så frembringer det også endnu mere umami-smag, som er det, man kan savne ved vegansk mad.
Til denne opskrift bruger jeg helt almindelige brune champignon, men jeg kan også anbefale dig at tilføje andre sorter. Det kan give en virkelig dejlig smag, hvis man blader forskellige svampe.
TIP: Prøv også min opskrift på svampe-ragout