Mange kvinder oplever ubehag i forbindelse med deres menstruation. Det er dog ikke alle, der ved, at man faktisk kan bruge yoga mod menstruationssmerter. Blid bevægelse og stræk kan være dejligt lindrende og hjælpe med at give mere ro i kroppen. Dertil kan yoga også være med til at få ro på både følelser og sind, der ligeledes kan blive påvirket af menstruationen. Noget der er helt naturligt at opleve. I denne video guides du gennem rolige og blide stræk, som afspænder lænd, ryg og mave, hvor man ofte kan opleve ubehag under sin menstruation.
Rul din måtte ud og gør noget rart for dig selv. Rigtig god fornøjelse ♥
Hvis du ønsker musik til din yoga træning, kan du lytte til playlisten ovenfor.
TIP: Generelt er det godt at bruge bevægelse og yoga mod menstruationssmerter. Prøv derfor også andre videoer såsom et dynamisk yogaflow eller et afslappende aften yogaflow.
Naturlig lindring af menstruationssmerter
Bevægelse kan være med til at lindre smerter, så brug din krop i det omfang du kan. Gå en tur, dyrk yoga og – hvis du har overskud – så er alt fra HIIT til løb også en god måde at løsne smerter på. Jeg elsker selv at bruge dette yogaflow, der er den perfekte kombination af træning og udstrækning.
Varme er en anden ting, der kan afhjælpe smerte. Der er ikke noget bedre end en varmedunk på maven, når smerterne tager til. Har du ikke det, så prøv med et dejligt varmt bad.
Berøring, massage eller akupressur er også en god idé. Det udløser et smertestillende hormon i kroppen og har generelt en skøn afslappende effekt.