
Ingredienser
- 2 gulerødder (2 dl revet)
- 2 dl havregryn (fin- eller grovvalsede
- 1,5 dl mælk (ko- eller plantemælk)
- 2 æg
- 2 tsk. ahornsirup eller honning
- 2 tsk. kanel
- 1/2 tsk. stødt kardemomme
- 1/2 tsk. stødt allehånde (kan undlade)
- 1 tsk. bagepulver
- 1 nip salt
- Smør eller kokosolie til formen
TIL SERVERING
- Græsk yoghurt eller skyr
- Frugt eller bær
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Riv gulerødder fint på et rivejern. Du skal bruge ca. 2 dl.
Bland de revne gulerødder med alle de resterende ingredienser i en skål. Rør det godt sammen til en grød med en gaffel.
Smør to ovnfaste forme med kokosolie eller smør. Fordel nu grøden i formene, og sæt dem i ovnen i 20 minutter, indtil overfladen er gylden og sprød.
Servér den bagte grød med en skefuld yoghurt og lidt frisk frugt på toppen.
Opskrift på bagt gulerodskagegrød
Denne opskrift på bagt gulerodskagegrød er utrolig nem at lave. Og som I kan regne ud fra navnet, minder den om en krydret og sød gulerodskage krydset med en klassisk havregrød. Og tænk engang: grøden indeholder grøntsager! Grøntsager i kageforklædning til morgenmad, det er noget, vi ka’ li’!
Ingredienserne røres let sammen i en skål. Og så skal de blot i ovnen og hygge sig, inden retten er klar til servering. Resultatet er sprødt på ydersiden og saftig i midten. Med en skøn smag a la gulerodskage med lunende, lækre krydderier som kanel og kardemomme.
TIP: Prøv også min opskrift på havregrød med æg eller chiagrød
Bagt havregrød med gulerod
Denne opskrift på bagt gulerodskagegrød stammer fra min kogebog Herlig og ærlig mad. Det er en rigtig klassiker i mit køkken. Jeg har lavet det cirka en halv million gange, og Simon elsker det også, så det er et fast indslag på vores fælles favorit-weekendmorgenmads-liste. Ikke at vi har en decideret liste hængende på køleskabet. Men der er en håndfuld opskrifter, der kører på repeat på de dage hvor vi ikke skal skynde os ud af døren. Surdejsbrød, surdejsboller, nutella, bananpandekager, granola. Ene lækkerier, der kan nydes hver for sig eller i mindre portioner sammen som en skøn brunch.
Selvom opskriften på bagt gulerodskagegrød oftest er på menuen i weekenden, kan den dog også sagtens bikses sammen på en hverdag. Grøden tager blot fem minutter at bikse sammen, men skal derefter hygge sig en halv time i ovnen, inden der er serveret.
Er du ligesom jeg helt vild med gulerodskage? Så prøv min opskrift på sund gulerodskage med bønner eller gulerodsmuffins med ostecreme.
Tror du måske man kan lave den i mikroovnen? Sådan lidt ala kop-kage? 🙂
Det kan du helt sikkert, men så bliver den ikke sprød 🙂
Uhm, bagt havregrød står højt på min liste over ting, jeg vil prøve. God idé at lave det i en gulerodskageversion!
Morgenmad efter mit hjerte!
Tak for opskriften (opskrifterne generelt) 🙂
jeg elsker virkelige dine opskrifter. Det hele ser så lækkert og nemt ud
Det lyder virkelig lækkert! Det skal med på næste uges mad-forsøgs-plan!
Jeg forsøgte mig med din opskrift på lakseroulade i aftes, og hold nu op jeg er begejstret! Jeg har delt opskriften med diverese veninder, som jeg har være nærheden af det sidste døgns tid og henvist til din blog og virkelig fine youtubekanal. 😀
Hvor er det bare dejligt at høre, Lotte 🙂 Tusind tak!
Jeg. Kan. Ikke. Lide. Grød, Aldrig! Denne her var undtagelsen 🙂 Den måtte prøves, og den smager skønt! Havde ikke hirse, så jeg brugte lidt groft kokosmel – det er rigtig godt. Tak for opskriften 🙂
Det er godt at høre, Birgitte! Måske jeg har fået dig på grød-vognen 😉
Troede ikke den første kommentar kom afsted – så bare lad være at godkende den næste 🙂
Jeg. Kan. Ikke. Lide. Grød. Aldrig. MEN denne var undtagelsen – tak for opskriften 🙂 Brugte kokos i mangel af hirse. Det smager super!
Uhn, jeg har sådan en i ovnen lige nu, glæder mig til den kommer ud!
Har du prøvet at lave andre smagsvarianter, hvis ja hvilke?
Det er også super lækkert med banan 🙂
Har du prøvet med kokosmælk?
Hej Camilla 🙂 Nej, men jeg er sikker på, det ville fungere super godt.
Hey Emma, faldt over denne opskrift her til morgen og fandt den super oplagt som en søndags-surprise til familiemorgenbordet, da den hverken kræver en tur i supermarkedet på en lidt kølig oktobermorgen og så emmer den bare af efterår med varme krydderier! tilføjede en håndfuld pecannødder for at give lidt ekstra bid, og vi var alle vilde med den:) God weekend til dig herfra
Hvor er det bare herligt at høre, søde du 🙂
Hej Emma,
Denne grød har stået på min must-do liste ligesiden jeg faldt over den på din blog. Vi har kun finvalsede havregryn herhjemme, så er det muligt at bruge 2 dl i stedet? Og har du nogensinde prøvet at bikse grøden sammen aftenen i forvejen?
hej Britta 🙂 Ja, det kan du sagtens. Jeg kan bare bedre lide den lidt grovere konsistens.
Jeg har aldrig prøvet at røre grøden sammen aftenen inden. Så skal du nok tilføje lidt mere væske 🙂
Hej
Lyder vildt lækkert! Jeg er lidt ude efter noget hurtigt morgenmad det bare lige kan pakkes i tasken og spises på arbejde. Kan man lave den dagen før eller lave til et par dage og så sætte den på køl og spise den om morgenen i et par dage??
Hej Maria 🙂 Det tror jeg sagtens, du kan 🙂
Lækker lækker morgenmad, men jeg blev alligevel først lidt skuffet, fordi min grød ikke blev sprød på overfladen på trods af grill. Men den er jo med indholdet af æg og mælk lidt som en tærte, og tærter bliver jo heller ikke sprøde på fyldet.