Sund og proteinrig havregrød med æg
Havregrød med æg er (ud over surdejsbrød og boller) nok den morgenmad, vi spiser oftest herhjemme. Det er hurtigt at lave, super sundt og mætter godt. Kort fortalt en fremragende star på dagen.
Jeg har altid godt kunne lide havregrød, men problemet var, at jeg alt for hurtigt blev sulten igen. Højst sandsyneligt fordi sådan en skål havregrød, ofte med frugt på toppen, hovedsagtligt består af kulhydrater. Sådan et måltid får blodsukkeret til at stige hurtigt – og falde mindst lige så hurtigt igen. Og det er simpelthen så træls (for at sige det på godt gammeldages jysk) at sidde ukoncentreret og småsulten foran computeren allerede klokken 10.
Derfor begyndte jeg for efterhånden en del år siden at røre æg ud i min havregrød. Det tilføjer mere protein og sunde fedtsyrer, og sammen med en god mængde toppings, får man et mere afbalanceret måltid, der mætter godt og længe.
Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt skeptisk, men tro mig, her er ikke tale om rørægsgrød, men derimod en ekstra velsmagende og cremet havregrød. Hvis du spørger mig, smager en havregrød med æg endnu bedre end klassikeren, og det er kun en bonus ,at den har flere proteiner, der giver mere mæthed og en god mavefornemmelse.
TIP: Prøv også min opskrift på bagt gulerodskagegrød, den kolde chia grød eller brugt rester af grød til at lave klatkager
Havregrød toppings og idéer
Jeg topper altid min havregrød med en masse herligheder, der både mætter og smager. Man kan bruge alverdens lækkerier, alt efter hvad man lige har i skabene. Her er nogle af mine favoritter:
- Chiafrø – kan både røres i grøden eller komme på toppen. De små superfrø tilføjer masser af næring i form af omega-3, kostfibre og protein.
- Krydderier – som kanel, kardemomme og vanilje smager skønt både rørt i grøden eller drysset oven på.
- Frugt og bær – gerne en blanding af sæsonens frugter og bær, der tilføjer noget friskt og sødt.
- Skyr eller græsk yoghurt – bruger jeg næsten altid, da jeg godt kan lide det syrlige modspil til den cremede grød
- Nøddesmør – en lækker peanutbutter eller hjemmelavet nøddesmør smager så lækkert derpå.
- Kakaonibs – De små stykker ristet kakaobønne giver grøden et chokoladetwist
- Syltetøj og kompot – en lækker marmelade, rabarberkompot eller råsyltede rabarber smager så skønt.
- Hjemmelavet nutella – min opskrift på hjemmelavet nutella smager helt vidunderligt, når den smelter over havregrøden. Prøv også min dadelkaramel.
- Sprød granola – det er lækkert med lidt knas på toppen. Prøv eksempelvis min yndlingsgranola eller en krydret æblegranola