-
Link kopieret
Æblemazarin
Denne æblemazarin er en vidunderlig, saftig og krydret efterårskage. Den indeholder en generøs mængde marcipan, som giver en dejlig smag og svampet konsistens.
I overfladen er der fordelt kanelsukker og tynde skiver af syrligt-søde efterårsæbler, som bliver bløde ved bagning, og giver en dejligt kontrast til den søde kage.

Kage til 8 personer
Forberedelse 15 min /I alt 1 t
INGREDIENSER
- 200 g blødt smør
- 200 g marcipan
- 100 g rørsukker
- 100 g brun farin
- 3 æg
- 100 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- 1 nip salt
- Ca 5 æbler
- 3 spsk. rørsukker
- 1 spsk. kanel
Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovnfunktion.
Pisk blødt smør, marcipan, rørsukker og brun farin sammen til en cremet masse.
Tilsæt æg et efter et, imens du pisker.
Tilsæt til sidst hvedemel, bagepulver og salt, og pisk det sammen.
Fordel dejen i en smurt form (jeg brugte et ovnfast fad, men en springform ville også du).
Skær æbler i tynde skiver, og anret dem i overfladen af kagen.
Drys med kanel og rørsukker.
Bag kagen i ovnen i ca 45 minutter, til den er flot hævet og gylden.
Servér gerne med cremefraiche eller flødeskum.
Mazarin med æble
Denne opskrift på æblemazarin er muligvis min nye yndlingskage. I hvert fald når vi snakker kager til efterår og vinter – så indtager den en sikker førsteplads – mens sommerens jordbærtærte er nærmest umulig at slå.
Om efteråret bugner den danske natur med sprøde æbler, og det kalder på dejlige krydrede kager. Du overvejer sikkert at bage en sprød æblecrumble eller måske en klassisk æbletærte. Men jeg kan på det varmeste anbefale dig at prøve denne opskrift på æblemazarin, som er simpel og ganske særlig på samme tid.
Hvad er mazarin?
Mazarin kan både referere til en saftig kage med mandler/marcipan eller en mazarinmasse, som typisk fyldes i en mørdej.
I denne opskrift på æblemazarin laves en kagedej af marcipan, smør, sukker, æg og mel. Det giver en ufattelig svampet og velsmagende kage, der på ingen måde er tør og kedelig.
TIP: Prøv også min opskrift på raw æble rose tærter
Æblemazarin med kanel
I opskriften tilsættes kanel ikke til selve kagedejen men drysses over kagens overflade sammen med rørsukker. Det giver en krydret, karamelliseret og virkelig uimodståelig overflade til kagen.
Du kan også sagtens tilsætte flere krydderier til enten kagedejen eller som drys over overfladen. Prøv eksempelvis kardemomme, muskatnød, ingefær og/eller allehånde for en mere krydret smag.
PRØV OGSÅ: Pizza med æble eller salat med æble