-
Link kopieret
Foccacia brød med rosmarin
Foccacia er et af mine absolutte favoritter, når det kommer til madbrød. Det smager så utrolig lækkert! Saftigt, luftigt, sprød og let olieret med masser af god smag fra, alt efter hvad med pynter brødet med.
Opskriften på foccacia brød med rosmarin er en god basis opskrift, der kan varieres i det endelige. Rosmarin kan altså sagtens undlades, erstattes eller supleres af noget andet, alt efter hvad du er i humør til.
Foccacia er perfekt til alt fra vinterens supper til sommerens grillmad – og så utrolig nemt at lave!
Find forslag til, hvad du kan pynte dit foccacia brød med og få flere tips under opskriften.

Madbrød til 4-8 personer
Forberedelse 10 min + 1 t og 10 min hæve tid /I alt 1 t 40 min
INGREDIENSER
25 g gær
4 dl lunken vand
10 g salt
1 dl olivenolie
100 g fuldkornshvedemel
400 g Tipo 00 hvedemel (alternativt almindelig hvedemel)
1 håndfuld rosmarin (kan undlades)
1 tsk. flagesalt
Opløs gær i vandet i en skål. Tilsæt salt og 0,5 dl olivenolie, og rør rundt. Rør dernæst fuldkornsmel i skålen. Tilsæt gradvist hvedemel, og ælt den godt, til dejen bliver ensartet, smidig men let klistret (brug gerne en røremaskine). Læg et klæde over skålen, og lad dejen hæve i 40 minutter.
Beklæd en form med bagepapir, og dryp 0,25 dl (ca. 1,5 spsk) i bunden af fadet. Fordel dernæst dejen i formen, og tryk den let ud i hjørnerne. Lad dernæst dejen hæve i yderligere 30 minutter.
Forvarm en ovn til 220 grader varmluft. Dryp 0,25 dl (ca. 1,5 spsk) over brødet og drys med rosmarin og flagesalt. Stik dine fingre ned i overfladen af brødet, så du “prikker huller” i overfladen. Det får luften i dejen til at komme op til overfladen, og fordeler olivenolien ned i brødet.
Bag foccaciabrødet i ovnen i cirka 20 minutter, til det er flot hævet og gyldent.
Opskrift på hjemmebagt foccacia brød
For mig skal det perfekte foccacia brød være helt blød og saftigt indeni og gyldent sprødt uden på. Med en dejlig smag af salt og olivenolie, og en let fedtet overflade, uden at brødet alt for olieret. Denne opskrift på hjemmebagt foccacia med rosmarin er netop dét. Det er kort fortalt det bedste og nemmeste foccaciabrød, jeg har bagt, og jeg er ret så sikker på, at opskriften vil være en vinder hos jer også. Herhjemme er foccacia en sikker vinder til et tapasbord med ost, pølse og alverdens lækkerier (og rødvin!). Men det er også et sandt hverdagshit, for brødet er utrolig nemt at røre sammen, selv på en hverdagsaften. Vi bruger det eksempelvis til at gøre rester fra køleskabet lidt mere spændende - så føles restemad pludselig som hverdagstapas i form af godt brød og forskellige småretter.TIP: Servér dit foccaciabrød med italiensk vitello tonnato som en dejlig forret

Hvordan bager man foccacia?
Du må endelig ikke tro, at det er svært at bage det fantastiske italienske fladbrød. Det er tvært imod virkelig nemt - så nemt at opskriften nærmest ikke kan gå galt! Foccacia laves af en dej af mel, vand, olivenolie, salt. Dertil bruges enten gær og/eller surdej til at få brødet til at hæve op. Surdej giver brødet en god smag og øger holdbarheden - men det gør også processen betydelig langsommere, da surdej skal bruge lang tid for at få brødet til at hæve op. Derfor bruger jeg gær i denne opskrift, så jeg kan nøjes med at lade brødet hæve i 1 time. Det gør det realistisk for mig at få bagt brødet på en hverdagsaften, men har jeg bedre tid, kan jeg godt finde på at bruge mindre gær og lade brødet hæve længere tid. Du kan også vælge at lade dejen koldhæve, hvilket jeg beskriver længere nede i blogpostet. Foccaciadej kan let æltes i hånden, men det er endnu lettere at bikse sammen, hvis du har en røremaskine. Dejen skal være rimelig klistret, for brødet må endelig ikke blive tørt. Men da man ikke skal forme dejen, er den klistrede dej nem at have med at gøre. Den skal først hæve i skålen, inden den kommer over og efterhæver i et ovnfast fad smurt med olivenolie. Dernæst topper man brødet, med olivenolie og salt og måske andre lækkerier, inden det bages gyldent og sprødt i ovnen.Foccacia brød med smag og toppings
Her på bloggen har jeg også en dejlig opskrift på foccacia toppet med oliven, feta og rødløg. Det kan varmt anbefales, og ellers er gode idéer til, hvad du kan give dit foccaciabrød smag af, er:- Soltørrede tomater
- Friske tomater, enten små hele eller større tomater i skiver
- Rødløg i tynde skiver
- Fetaost eller gedeost, smuldret i grove stykker
- Hele hvidløg, pillet
- Friske krydderurter såsom timian, basilikum, salvie
- Kød såsom serranoskinke og chorizopølse
Madbrød i bradepande
Du kan bage foccacia som det lækreste, nemme madbrød i en stor bradepande. Det er fantastisk, hvis du skal lave brød til en buffet eller mange mennesker. Det er nemlig både enormt nemt og hurtigt, at man kan bage ét brød, istedet for mange mindre. Til min opskrift på foccacia passer mængden til en større bradepande, hvis du fordobler opskriften. På den måde får du madbrød til cirka 16 personer som tilbehør til en forret, hovedret eller som en del af en buffet.