Foccacia med oliven, feta og rødløg
Opskrift på foccacia brød med toppings
Til denne opskrift på foccacia med oliven, feta og rødløg har jeg brugt min basis opskrift på foccaciabrød. En opskrift, der giver det perfekte foccaciabrød, hvis I spørger mig. Det bliver luftigt, blød og saftigt indeni og gyldent sprødt og let olieret uden på. Og brødet smager kun endnu mere fantastisk, når det bliver toppet med diverse lækkerier.
Jeg holder af at servere det lækre foccacia med oliven til et tapasbord med ost, pølse og pesto. Får du gæster, er det en nem menu, men det smukke madbrød med toppings vil stensikkert imponere – både i udseende og smag.
TIP: Prøv også min opskrift på hjemmebagt pitabrød
Foccacia med oliven, feta, rødløg og rosmarin
Du kan toppe dit foccaciabrød med alverdens lækkerier, alt efter hvad du lige har i køleskabet. Forskellige oste, pølse, krydderurter, hvidløg, rodfrugter, squash, tomater… Ja, jeg kunne blive ved! Det er bare at slå kreativiteten løs og eksperimentere med forskellige kombinationer, du forestiller dig vil hitte.
En af mine favoritkombinationer, som jeg vender tilbage til er denne. Her laves foccaciabrød med oliven, feta, rødløg, rosmarin. Rødløgene bliver let gyldne og bløde, rosmarin og oliven giver en fantastisk smag, og fetaosten karamellisere let i overfladen. Det smager simpelthen så dejligt, og jeg kunne snildt nyde foccaciabrødet som et måltid med en grøn salat og måske lidt hummus og være mere end veltilpas.
TIP: De lækre foccacia ville smage dejligt til den italienske forret vitello tonnato
Tips til min opskrift på foccaciabrød med toppings
- Prøv at tilsætte surdej til opskriften, for at give brødet en god smag og øge holdbarheden Du kan også vælge at lade dejen koldhæve, hvilket jeg beskriver længere nede i blogpostet.
- Du kan enten ælte foccaciadej i hånden eller på en røremaskine. Det gør arbejdet noget nemmere, men dejen kan altså sagtens æltes ved håndkræft.
- Husk, a Dejen skal være rimelig klistret, for brødet må endelig ikke blive tørt.
- Du kan nemt lave koldhævet foccacia ved at lade dejen hæve natten over i køleskabet. Her skal du bruge blot 5 g gær, og så lade skålen med dejen hæve i køleskabet. Dagen efter fordeles dejen i et fad, og du kan følge opskriften.
- Foccaciabrød er et godt brød at fryse. Du kan enten fryse brødet helt eller skære det i sandwichstykker. Lad brødet tø op på køkkenbordet, og lun det så i ovnen eller på en brødrister.