-
Link kopieret
Müsliboller med rug og havre
De her boller er sagen! Fyldt med kerner og fuldkorn, men stadig bløde og saftige. Mættende og mægtige, men på en måde, der ligger rigtig rart i maven. Kort sagt de perfekte morgenboller.

INGREDIENSER
Til 12 boller
- 2 dl knækkede rugkerne, udblødt i 12 timer eller i kogende vand i 2 timer
- 2 spsk olivenolie
- 3 dl vand
- 1 tsk. honning
- 1/2 dl chiafrø
- 1 spsk. fiberHUSK (pulveriserede psylliumskaller)
- 5 dl müsli
- 2 dl havremel (125 g havregryn blendet til mel)
- 1 tsk. bagepulver
- 1/2 tsk. salt
- 1 dl græskarkerner + ekstra til pynt
Tænd ovnen på 175 grader.
Skyl de udblødte rugkerner, og rør dem sammen med olivenolie, vand og honning i en skål. Tilsæt chiafrø og fiberHUSK, rør det i massen, indtil du får en luftig gelé. Kom müsli, havremel, bagepulver og salt i skålen, og rør og ælt det sammen, indtil du får en let klistret dej. Tilsæt græskarkerner, og ælt dem ind i dejen.
Form bollerne, evt. med fugtige hænder, hvis du synes, dejen klistrer, og placér dem på en beklædt bageplade. Pensl bollerne med olivenolie, og drys græskarkerne på toppen. Bag bollerne i 40 minutter, indtil de er gyldne og sprøde i overfladen.

De bedste müsliboller
Denne opskrift på müsliboller er utrolig nem at lave. Der er ingen hævetid og ingen snavsede bordplader. Det eneste, man skal huske, er at sætte rugkerner i blød natten over, så tager bollerne ingen tid at få sat i ovnen dagen efter.
I opskriften bruger vi müsli fra Kornkammeret, der indeholder en blanding af basiskorn såsom havre og rug samt søde rosiner, små stykker tørret æble og hasselnødder. Den giver bollerne et lidt sødere twist, hvilket gør, at de passer perfekt på morgenbordet eller som en eftermiddagssnack. Ønsker du at bruge dem til salte måltider – som sandwich brød eller et sidekick til suppe – vil vi anbefale dig at erstatte müslien med en blanding af gryn og kerner uden rosiner, æble og nødder.
TIP: prøv også denne opskrift på amaranth müsli eller pandekager med havregryn

Sådan laver du müslibollerne glutenfrie
Hvis du gerne vil lave glutenfrie boller, kan du sagtens erstatte rugkernerne med boghvedekerner. Det er den eneste ingrediens, som du skal ændre, for at bollerne bliver helt glutenfrie. Det giver en overskuelig og lækker opskrift på glutenfrit brød (hvilket desværre kan være svært at finde). Og bollerne smager også skønt med boghvedekerner!
TIP: prøv også vores andre glutenfrie opskrifter. For eksempel bananboller med chokolade, boghvedebrød med rosiner eller disse fiberrige kerneboller
