Sunde pandekager med havregryn
Min opskrift på pandekager med havregryn er ganske enkelt de bedste sundere pandekager, jeg kender til. De er luftige, men samtidig faste, ligesom klassiske amerikanske pandekager, og så mætter de dejligt og ligger skønt i maven.
Pandekagerne består af havregryn, der blendes sammen med æg, yoghurt, mælk, bagepulver, vanilje og salt. Drøn nemt. Hvis du gerne vil undgå mælkeprodukter, kan du snildt bruge plantebaseret mælk og yoghurt. Det gør nærmest ingen forskel i smag og konsistens.
TIP: Prøv også min gode opskrift på sunde bananpandekager eller lækre klatkager af havregrød
Nemme og sunde pandekager
Pandekager med havregryn er et rigtigt morgenmadshit, både til hverdag og weekender. De er nemlig drøn nemme og hurtige at lave, men det tager naturligvis lidt tid i køkkenet at stege pandekagerne. Hvis du gerne vil spise pandekager på travle morgener, vil jeg derfor anbefale dig at lave en stor portion i weekenden. Pandekagerne kan nemlig opbevares på køl, enten i køleskab eller fryser, og så kan de nemt lunes igen i ovnen eller på en brødrister.
Idéer til topping til pandekager
Jeg elsker at servere pandekagerne med bær eller frugt, nøddesmør og græsk yoghurt. Spørger du min kæreste, er ahornsirup et must over pandekager, men lidt honning er også lækkert. Hvis du vil give pandekagerne et ekstra skud luksus er det også så skønt at drysse lidt hakket mørk chokolade over, som smelter på de lune pandekager.
Havrepandekager fra Herlig & ærlig mad
Opskriften stammer fra min kogebog Herlig & ærlig mad, hvor jeg kalder dem “mirakuløse havrepandekager”. Jeg ved, at mange af jer, der har bogen stående i jeres køkken, er lige så begejstrede for pandekagerne som jeg.
TIP: Prøv også min opskrift på brunchæg med tomater, bønner og feta
Inspiration til nem og lækker morgenmad
Jeg har mange opskrifter på nem, lækker og sund morgenmad på bloggen. Prøv nogle af mine favoritter her: