-
Link kopieret
Havregrynskugler
Havregrynskugler er klassisk julekonfekt, der er et hit hos både store og små. De lækre små hapsere er nemme at lave af ingredienser, du nok allerede har på lager. Og så er de hyggelige at trille, gerne med hjælp fra køkkenassistenter i alle aldre!
Opskriften herunder giver helt klassiske havregrynskugler, der smager mildt og godt af kakao. For en voksenvariant kan det varmt anbefales at tilsætte kaffe frem for vand, hvilket giver et skønt twist.

30 små kugler
INGREDIENSER
200 g havregryn
150 g blødt smør
100 g flormelis
30 g kakaopulver
2-4 spsk. vand eller stærk kaffe
100 g kokosmel
Kom havregryn, smør, flormelis og kakao i en skål. Ælt det godt sammen med hænderne. Tilsæt vand lidt efter lidt, til du får en let klistret dej.
Rul dejen til små kugler, og tril dem i kokosmel.
Opbevar dine havregrynskugler på køl i en lufttæt beholder i op til en uge.
Klassisk opskrift på havregrynskugler
Havregrynskugler er ufatteligt lækre og nemme at lave. Med ganske få ingredienser og en enkelt skål, kan du lave den herligste julekonfekt, som bare hitter år efter år. Mange forbinder ofte den lille kugle med barndomsminder, hvor man i fritidsordningen rullede uendelige kugler med pædagogerne. Men det er også et herligt stykke julekonfekt at lave derhjemme.
TIP: Prøv også denne opskrift på sundere havregrynskugler sødet med dadler.
Ingredienser til havregrynskugler
Helt klassiske havregrynskugler laves af få, basis ingredienser, de fleste har på lager:
- Havregryn: Helst finvalsede, så konsistensen ikke bliver for tør eller grov.
- Smør: Ægte, god, saltet smør.
- Flormelis: Nogle foretrækker at bruge dette fremfor sukker, så kuglerne ikke knaser.
- Kakao: Ren bagekakao, dvs. ikke drikkekakao med mælkepulver og sukker.
- Kokosmel: Til udrulning. Du kan også bruge kakao eller sukker som alternativ.
TIP: Prøv opskriften på luciabrød eller julesmåkager eller dadelkonfekt
