Indisk curry med cashewnødder
I opskriften på indisk cashew curry er den (ikke så) hemmelige ingrediens cashewnødder. De bidrager både med en skøn smag og den perfekte, cremede konsistens, når de bliver blendet ud i saucen. Tilsæt spicy karrypasta – så meget, som du kan lide og tør – kokosmælk, tomatpure, løg, ingefær og indiske krydderier, og du har en af de bedste karryopskrifter, jeg kender til. Simpelt og vidunderligt godt.
TIP: Prøv også en opskrift på helstegt blomkål med tahin og granatæble, en vegansk cashew-dip eller en afrikansk curry med kylling
Indisk comfort food
Curryen her er lækker comfort food i eksotisk forklædning – perfekt til regnfulde blæsevejrsdage. Som et varmt kram i form af en cremet herlighed af lune krydderier! Retten her er fantastisk lækker, og er en af de vegetariske opskrifter, hvor man ikke kommer til at savne kødet. Man får en dejlig mæthed fra både ris, kokosmælk og cashewnødder. Det er en af de retter, man sagtens tør servere, selv for grøntsagsforskrækket gæster. Du kan tilsætte en masse forskelligt tilbehør til retten og servere den med lige det, du eller dine gæster bedst kan lide. Nederst i opskriften gives flere i idéer til netop dette.
Toppings til indisk karryret
Du kan tilsætte en masse forskelligt tilbehør til retten og servere den med lige det, du eller dine gæster bedst kan lide. Naanbrød er særligt oplagt til den lune ret, men for et glutenfrit alternativ er kikærtefladbrød – socca – også en herlig mulighed. Dertil er det lækkert at servere retten med quinoa, ris eller blomkålsris og simple toppings som kokosflager, cashewnødder og koriander. Retten kan særligt anbefales med sorte ris, der både pynter og komplimenterer retten skønt.
TIP: Hvis du serverer retten med sort ris, så lav gerne en ekstra stor mængde ris – så kan du nemlig hurtigt lave vegansk sushi dagen efter!
Indisk cashew curry med kylling eller lam
Som ved alle mine andre opskrifter, vil jeg anbefale jer at tilpasse ingredienslisten, så den passer perfekt til jeres smag og behov. Jeg tilsætter her ristede blomkålsbuketter, men den smager også vidunderligt med både kylling og lam. Hvis du vil prøve denne variant, skal du blot brune kødet, før du tilsætter løgene til panden, og så ellers følge opskriftens fremgangsmåde, inden du lad karryen simre, indtil kødet er gennemstegt og mørt. Husk også at justere mængden af karrypasta, så retten er tilpas stærk.