
Ingredienser
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 4 cm frisk ingefær
- 2 spsk. grøn karrypasta
- 2 tsk. olie til stegning, gerne kokosolie
- 500 g kyllingebryst eller -inderfilet
- 2 dåser kokosmælk
- 1 bundt grønne asparges
- 200 g aspargesbroccoli (eller ½ almindelig broccoli)
- 1 dåse bambusskud
- saft af 1 limefrugt
- 3 spsk. fiskesauce
- 3 forårsløg
- ½ bundt koriander
Tilbehør
- 4 dl brune ris
Fremgangsmåde
Kog ris efter pakkens anvisning.
Pil og hak løg. Riv hvidløg og ingefær fint. Smelt 2 spsk. af den fede del af kokosmælken i en wok eller gryde. Tilsæt løg, hvidløg, ingefær og karrypasta, og lad det svitse et par minutter.
Skær kyllingekødet i mindre stykker, og lad det stege med, indtil kødet er lysebrunt.
Hæld kokosmælk på wokken. Knæk bunden af aspargesene, skyl asparges, og skær dem i mindre stykker. Rens broccoli, og tilsæt broccoli og asparges. Hæld vandet fra bambusskuddene, og tilsæt dem.
Smag suppen til med limesaft og fiskesauce. Servér straks drysset med tynde skiver af forårsløg og frisk koriander og med ris som tilbehør.
Thailands green curry med kylling
Green curry med kylling er en af de retter, jeg lavede alleroftest, da jeg først flyttede hjemmefra og ind i en lille lejlighed på Vesterbro. Opskriften stammede fra min gymnasiekæreste, som introducerede mig for retten efter en rejse til Thailand, og hold nu op, hvor lavede vi det mange-mange gange de år.
Suppen var en af de første asiatiske retter, jeg rigtig mestrede, og sjovt nok er det sidenhen blevet en af Simons “alene-hjemme-favoritter”. Han synes, opskriften er så nem og bare smager stjerne godt, så det er en favorit, når jeg ikke disker op med aftensmad.
TIP: Prøv også denne lækre linsesuppe med kokosmælk, congee med kylling og svampe eller kyllingesatay
Grøn karry med ekstra grønt
Jeg laver her opskriften på green curry med kylling i en forårslækker og ekstra grøn udgave. Jeg tilsætter delikate asparges og broccolini, der er både dekorativ, sund og smagfuld. Broccolini kaldet aspargesbroccoli, da det smager som et miks mellem de to grøntsager. Og du kan altså sagtens bruge almindelig broccoli i stedet.
Det gode ved denne opskrift er, at du kan variere den i det uendelige. Hvad end, dit køleskab gemmer på af grøntsager, vil de fleste passe i denne suppe. Prøv nogle af disse variationsforslag:
- Erstat kylling med tofu, hvis du gerne vil gøre retten vegansk.
- Tilsæt rød peberfrugt, squash, blomkål eller kartofler.
- Vend spinat i suppen inden servering.
- Servér med nudler fremfor ris.
- Tilføj lidt finthakket chili, hvis du ønsker suppen stærkere.
TIP: Prøv også denne veganske wok med nudler og grøntsager, panangcurry med kyllingekødboller eller sushiskål med laks
Hej Emma
Super inspirerende blog at følge. Hvilken grøn karry kan du anbefale? Har prøvet lidt forskelligt men aldrig endt med en favorit.
Bedste hilsner Maja
Hej Maja 🙂 Jeg bruger de store bøtter, man kan købe i asiatiske supermarkeder. De smager langt bedre, og så er det SÅ meget billigere. Det er denne: https://www.amazon.com/Cock-Brand-Green-Curry-Paste/dp/B003UG5MFO