Opskrift på wok med oksekød
Denne wok med oksekød er virkelig den lækreste, mest farverige nudelwok. Her stjæler oksekødsstrimlerne hele showet, for de smager så godt, at jeg kunne spise dem som slik. Opskriften stammer fra min onkel, der ofte serverer dem til familiesammenkomster – dog uden skyggen af en grøntsag. Dét har jeg lavet op på her, hvor jeg har tilsat dem til en fyldig wok med sprødt grøn.
TIP: Prøv også min opskrift på wok med tigerrejer og nudler eller besøg mit asiatiske opskriftsarkiv, hvor alle mine asiatiske opskrifter er samlet.
Thai marineret oksekød
Stjerneingrediensen i denne wok med oksekød er som sagt det langtidsmarinerede kød. Strimler af oksekød marineres med soja, sesamolie, kokossukker, ingefær og hvidløg. Derudover tilsættes ristet sesam, der giver en helt fantastisk aromatisk smag.
Tilsammen sørger marinaden for, at oksekødet bliver virkelig smagfuldt og også utrolig mørt. Det er dog vigtigt, at du husker at lade kødet marinere i mindst 12 timer for det bedste resultat.
TIP: Prøv også filippinsk adobo kylling, bahn mi bowl eller kyllingesatay, hvor kødet også marineres for at få mørt kød og fantastisk smag
Wok med grøntsager
Udover det lækre langtidsmarinerede tilføjes masser af grøntsager til wokken. Du kan variere grøntsagerne alt efter, hvad der er i sæson eller synger på sidste vers i køleskabet. I denne opskrift på wok anbefales særligt:
- Gulerødder, der skæres i fine stave.
- Spidskål, der snittes i bånd.
- Aspargesbroccoli, der snildt kan erstattes af almindelig broccoli
- Forårsløg, der naturligvis snittes skråt, som de gør i asien.
- Koriander, som du kan undlade eller erstatte med mynte, hvis du ikke er fan
Nudler i wok med oksekød
Jeg bruger fuldkornsnudler i denne wok. Du kan dog sagtens vælge lige den variant, du foretrækker. Risnudler, ægnudler og sobanudler fungerer alt sammen fremragende. Jeg er især vild med sobanudler, som består af boghvedemel. Dem bruger jeg blandt andet i denne opskrift på miso suppe, der også er en af mine favoritter fra det asiatiske køkken.
TIP: Prøv også en nudelsalat med kokos paneret tigerrejer eller en perfekt hverdagsret med nudler, oksekød og broccoli, der kun tager 20 minutter
Asiatisk dressing til nudler
Over min wok med oksekød, nudler og grøntsager, hælder jeg en asiatisk dressing, der lige giver det sidste skud smag. Den består af sesamolie, limesaft og soja, der smages til med lidt chili og kokossukker. Det er en virkelig god dressing, der i det hele taget vidunderlig til asiatiske salater og wokretter.