-
Link kopieret
Græsk linsesalat med feta
En græsk linsesalat med fetas er et vaskeægte sommerhit. Med få gode ingredienser, kan man få en fantastisk frisk salat, der altid bringer lykke og som passer til det meste.
Kombinationen af tomater, agurk, rødløg, feta og oliven slår aldrig fejl. Og den bliver kun et endnu større hit, når man tilsætter linser for mere fylde, tekstur og smag.
Linserne forvandler den klassiske græske salat til en fyldig servering, der sagtens kan stå alene som tilbehør til aftensmaden. Og så er det også en skøn måltidssalat og frokostservering – gerne serveret med tzatziki og pitabrød.

Måltidssalat eller tilbehør til 2-4 personer
Forberedelse 10 min /I alt 30 min
INGREDIENSER
- 125 g tørrede linser, fx delikatesselinser, belugalinser eller puy linser
- 1 agurk
- 0,5 rødløg
- 500 g tomater
- 100 g græsk feta
- 1 glas sorte kalamataoliven
- 2 spsk. olivenolie
- saft af 0,5 citron
- salt & friskkværnet peber
- 1 håndfuld mynte
Kog linserne efter anvisningen på pakken i let saltet vand, og lad dem køle af. Kom evt. linserne i en sigte, og hæld kogende vand over, hvis det skal gå stærkt.
Skær agurk og tomater i mundrette tern eller skiver.
Pil rødløget, og skær det i papirstynde både.
Smuldr fetaosten, eller skær den i tern.
Hak mynte groft.
Bland linser, agurk, tomater, rødløg, feta, mynte og oliven i en skål. Dryp med olivenolie og citronsaft, og kværn godt med salt og peber over.
Vend rundt, og servér.

Opskrift på græsk linsesalat med feta
Denne opskrift på græsk linsesalat med feta er en "opgradering" af opskriften på græsk salat. En klassisk græsk salat består af agurk, tomater, rødløg, feta og oliven. Tilføjer man linser, får man en mere fyldig salat, der stadig er frisk og sommerlækker. Salaten bliver særligt lækker, hvis du bruger gode solmodne råvarer, en olivenolie af ordentlig kvalitet og ægte græske kalamataoliven. Til en simpel salat som denne, er det kvaliteten af de enkelte råvare, der tilsammen vil sikre det lækreste resultat.
Salat til græsk mad
Opskriften på græsk linsesalat med feta er fantastisk som tilbehør til græsk mad. Til lam, moussaka eller græske frikadeller, hvor den sagtens kan agere ene tilbehør på spisebordet. Du kan også vælge at servere linsesalaten som en vegetarisk måltidssalat, da linserne tilføjer en god mættende base. Prøv også at komme linsesalat med feta i pitabrød, gerne sammen med tzatziki, der jo virkelig er et must til græsk madlavning.
TIP: Prøv også opskriften på linsesalat med vaniljemarineret mango
Hvilke linser til linsesalat?
Til opskriften på linsesalat med feta kan du bruge lige de linser, du har på lager eller synes om. Grønne linser, delikatesselinser, puy linser (kært barn har mange navne). Eller de små sprøde belugalinser, der bestemt også ville være lækre. Sørg blot for, at du bruger hele linser, der forbliver sprøde og ikke udkoges ved tilberedning. Røde linser er eksempelvis "flækkede", og de vil derfor ikke bevare deres form ved kogning.