Opskrift på grillet spidskål
Grillet spidskål virker måske som en lidt spøjs spise for nogle. Grillet kål?! Kan det virkelig være lækkert? Men ja, det kan det i dén grad, og så er det tilmed stjernenemt at tilberede.
Hvordan griller man spidskål?
Det eneste du skal gøre, er følgende: Skyl kålen godt, og skær den i skiver. Dryp lidt olivenolie over, og drys med salt og peber, inden kålen ryger på grillen. Her skal den have et par minutter eller fem på hver side, alt efter hvor varm grillen er. Det vigtigste er bare, at den får flotte grillstriber, og det er dem, der giver den gode smag.
Grillet spidskål kan serveres bare sådan, men jeg synes, det smager ekstra skønt, hvis man giver det et dryp citronsaft, river parmesan over og pynter med frisk timian.
PRØV OGSÅ: Min populære spidskålssalat med æbler eller min spidskålssalat med mormordressing eller salat med grillet squash og majs
Grøn grillmad
Når man siger “grillmad” tænker mange nok på pølser og grillede bøffer. Men grillmad kan sagtens være både grøn og ganske sund. Det er nemlig utrolig nemt også at smide grøntsager på grillen, og langt de fleste grøntsager smager bare bedre efter en tur over kullene.
Det gælder denne opskrift på grillet spidskål, men det samme asparges og majskolber. Andre gode grøntsager til grillen er peberfrugt, aubergine og squash. De skal blot skæres i skiver, pensles let med olie og krydres godt, inden de kommer på grillen.
TIP: Servér grøntsagerne sammen med lækre grillspyd. Prøv eksempelvis mine satayspyd eller BBQ-grillspyd med kylling og grønt.