Makron opskrift
Makroner er en skøn lille hapser, der både kan nydes som en småkage eller som knas i forskellige desserter. Mange kender dem nok bedst fra gammeldages æblekage med flødeskum og æblemos. En skøn, skøn kombination, som vel nok er lidt gammeldages men stadig holder hele vejen.
Jeg holder også af at bruge makroner til Sarah Bernhardt kager i chokoladeherligt selskab. Og så hitter de også stort i en dejlig “parfait”. En servering med frisk frugt og flødeskum/is/yoghur eller en anden creme anrettet i lag. Her kan de udgøre et vidunderligt knasende lag, der fuldender desserten, når de knuses.
Makroner smager også skønt, når man tilsætter dem til is eller endda smuldret over en chokoladekage, inden den kommer i ovnen. Det giver en skøn konsistens og knasende overflade.
TIP: Prøv også min opskrift på biscotti med mandler og chokolade eller de lækreste cookies med brunet smør, nødder og chokolade
Makroner med marcipan
Jeg laver min opskrift med marcipan. Mange opskrifter bruger mandelmel eller hakkede nødder. Det kræver, at man har en foodprocessor eller minihakker, der kan kværne nødderne fint. Og det slipper man for med denne opskrift. Her laver jeg makronmassen af revet marcipan, der blandet med sukker og æggehvider. Jeg tilsætter også en smule hvedemel, der sikrer, at massen bliver mere “stabil” og hæver flot op til makroner, uden at de falder sammen.
TIP: Prøv også marcipan i min rabarbercrumble.