-
Link kopieret
Mellemøstlig moussaka med lam og auberginer
Moussaka er traditionelt en græsk ret, men her har opskriften fået et mellemøstligt twist.
Det er den mest vidunderlige ret med møre auberginer, krydret lammekød og en bagt sauce af yoghurt og tahin. Top med pinjekerner og friske kyrdderurter, og servér med pitachips, og så har du et helt festmåltid.

Hovedret til 4 personer
Forberedelse 15 min /I alt 1 t 30 min
INGREDIENSER
BAGTE AUBERGINER
- 4 auberginer
KRYDRET LAMMEKØD
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- olivenolie til stegning
- 400 g hakket lammekød
- 1 tsk. stødt kanel
- 1 tsk. stødt allehånde
- ½ tsk. muskatnød (gerne friskrevet)
- ½ tsk. røget paprika
- salt & friskkværnet peber
- 2 spsk. koncentreret tomatpuré
- 1 dl oksebouillon
TAHINSAUCE
- 1 dl lys tahin
- 2 dl yoghurt naturel
- 2 æg
- salt og friskkværnet peber
TIL SEVERING
- 1 håndfuld pinjekerner
- 1 håndfuld bredbladet persille
- pitabrød
BAGTE AUBERGINER
Tænd ovnen på 200 grader.
Skyl auberginerne, og placér dem i et lille ovnfast fad, så de står tæt mod hinanden. Sæt fadet i ovnen i 1 time, til auberginerne er helt møre.
KRYDRET LAMMEKØD
Pil og hak løg og hvidløg. Steg løg og hvidløg i olivenolie i en gryde. Tilsæt lammekød og krydderier, og brun kødet godt. Tilsæt tomatpuré og bouillon, og lad lammesaucen simre, mens auberginerne er i ovnen.
TAHINSAUCE
Blend alle ingredienserne i en blender eller med en stavblender.
SAML RETTEN
Skær et snit i de bagte auberginerne, og flæk åbne, så de fylder hele bunden af fadet. Fyld dem med krydret lammekød, og hæld tahinsaucen over. Sæt fadet i ovnen i yderligere 15 minutter, til overfladen er fast og gylden.
SERVERING
Drys pinjekerner over fadet i ovnen de sidste par minutter, så de ristes. Tag fadet ud, og pynt det med bredbladet persille.
Servér gerne med pitabrød. Skær dem evt. i trekanter, og rist dem sprøde i ovnen.
Mellemøstlig moussaka
Denne opskrift på mellemøstlig moussaka smager SÅ godt! Og så er det tilmed super nemt at lave: Auberginerne skal bages hele i ovnen, inden de flækkes og fyldes med en krydret kødsauce af lam. Dernæst toppes herligheden med en blanding af tahin, yoghurt og æg, der sætter sig og bliver sprød og samtidig cremet, når fadet bager færdigt i ovnen.
TIP: Prøv også denne opskrift på mellemøstlig shakshuka eller en indisk lammegryde med søde kartofler.
Kødsauce af lam med mange krydderier
De bagte auberginer fyldes med en kødsauce af lam smagt til med en masse mellemøstlige krydderier. Synes du, at lam er for kraftig, kan du sagtens brug en blanding af kalv og lam eller blot erstatte det med hakket oksekød. 
Familievenlig festmad
Denne ret er perfekt som et familievenligt festmåltid, og den vil hitte blandt alle generationer. De bagte auberginer er super nemme at lave i forvejen, og det samme gælder kødsaucen, og så er det bare at sætte fadet i ovnen, når gæsterne banker på døren. Retten kan serveres med grøn salat og forskellige dips såsom hummus og haydari samt sprøde pitabrød. Det kan også varmt anbefales at prøve denne kikærtesalat med aubergine eller en auberginesalat med gedeost, der vil passe perfekt til retten, hvis du har nogle auberginer til overs. 
Find flere opskrifter på mellemøstlig inspireret aftensmad:
Kefta Mkaouara – Lammekødboller og æg i tomatsauce Blomkålssuppe med dild-olie & dukkah Linsegryde med tahin & syltet fennikel Ristede gulerødder med quinoa, dukkah & labne Humshuka – Shakshuka på bund af hummus