Pizzasauce opskrift
En god pizzasauce kan tage dine hjemmelavede pizzaer til næste niveau! Det tilføjer den perfekte syrlige sødme, som en god tomatsauce bør have. Perfekt til den sprøde, salte bund og milde cremede mozzarellaost.
Jeg har eksperimenteret med mange opskrifter på hjemmelavet tomatsauce. Nogle har simret i timevis. Nogle er lavet helt fra bunden af hele tomater. Nogle har jeg rørt sammen uden tilberedning.
Men det er denne opskrift på pizzasauce, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den består helt enkelt af hakkede tomater på dåse og andre ingredienser, jeg altid har på lager: Løg, hvidløg og tørrede krydderier. Og så smages den til med sukker og balsamicoeddike, hvilket straks giver saucen et ekstra spark af velsmag.
TIP: Brug pizzasaucen på små aubergine pizzaer, i pizzasnurrer, pizzasnegle eller på en sprød polentapizza.
Hurtig og nem opskrift på pizzasauce
Opskriften hitter herhjemme, fordi den er så hurtig at tilberede. Når jeg har æltet min pizzadej og sat den til hævning, bikser jeg hurtigt pizzasaucen sammen i en gryde, og så får den lov til at stå og simre. Når dejen er hævet og klar til udrulning, blender jeg saucen, og så er den klar til brug. Sprængfyldt med velsmag, som havde den simret i timevis af friske, solmodne råvarer.
Kan pizzasauce fryses?
Vi laver typisk halvdelen af pizzaerne med tomatsauce og halvdelen som “hvide pizzaer” med kartofler og ost. Derfor har jeg typisk en halv portion pizzasauce til overs. Den gemmer jeg nemt i fryseren, for saucen kan sagtens fryses. Næste gang, der er hjemmelavet pizza på menuen, er tilberedningen endnu nemmere med en rest tomatsauce på lager. Det er eksempelvis et kæmpe hit, hvis vi en aften laver de drøn nemme tortilla pizzaer.