Opskrift på spicy thai fiskefrikadeller
Disse thai fiskefrikadeller er simpelthen så stjernegode. De består af en simpel fiskefars, der smages til med thailandske krydderier: ingefær, hvidløg, fiskesauce, rød karrypasta, limeskal og -saft, koriander, forårsløg. Tilsammen giver det en helt vidunderlig smag til de sprøde “fishcakes”, som thailandske fiskefrikadeller ofte kaldes. Resultatet minder nemlig utrolig meget om de spicy fiskefrikadeller, man ofte finder hos asiatiske spisesteder.
TIP: Prøv også min opskrift på vegetariske squash frikadeller eller kyllingefrikadeller med parmesan.
Ingredienser til thai fiskefars
Til denne opskrift laver jeg en fiskefars fra bunden, der er baseret på min basis opskrift på fiskefrikadeller. Jeg undlades dog at tilsætte salt og peber, da man i asiatiske lande typisk smager maden til med eksempelvis fiskesauce.
Du kan sagtens bruge en færdigkøbt fiskefars og pifte den op ved at tilsætte de forskellige smagsgivende krydderier. Dog vil jeg anbefale dig at halvere mængden af fiskesauce (dvs. at du max tilsætter 1 spsk.), da købt fiskesauce typisk allerede er smagt til. Altså kan du risikere, at du ender med en alt for salt fars.
Apropos at smage fiskefrikadellerne til, så kan det være en god idé at stege en lille “testdelle”. Det vil sige, at du steger en enkelt lille fiskefrikadelle, som du smager på, inden du steger hele portionen. På den måde kan du lige teste, om farsen er smagt korrekt til, eller om der skal tilsættes lidt mere af det ene eller det andet.
TIP: Prøv også at tilsætte hakkede rejer til dine thai fiskefrikadeller
Krydderier til asiatiske fiskefrikadeller
Min opskrift på asiatiske fiskefrikadeller er ikke helt autentisk, da jeg undlader nogle ingredienser, som kan være svære at få fingrene i. Eksempelvis undlader jeg citrongræs og kaffir limeblade, som man ofte vil se på ingredienslisten, fordi det ikke er en normal vare på hylderne i mange danske supermarkeder. I stedet tilsætter jeg limeskal og -saft, der er med til at give den gode, aromatiske citrussmag.
Hvis der er en af ingredienserne, du ikke synes om eller ikke har på lager, kan det sagtens undlades. Du kan droppe koriander, som jeg ved mange har et skeptisk forhold til. Og du kan også justere op og ned på mængderne, eksempelvis af karrypasta, alt efter hvor spicy du foretrækker dellerne.
Thai frikadeller tilbehør
Mine thai fiskefrikadeller serverer jeg ofte med denne salat med edamemebønner og boghvede, der også har fået et asiatisk twist med en skøn limedressing. Kombinationen er farligt god, perfekt til både hverdag med lidt ekstra til eller til gæstebud.
Mere traditionelt tilbehør er ris og en thai agurkesalat. Og så skal der naturligvis også en sød chilisauce på bordet. Jeg vil også anbefale dig at prøve denne peanutbutter sauce til, særligt hvis du servere retten med ris. Og så ville denne mangosalat med chili samt nogle smukke rispapirsruller også være skønne til.