-
Link kopieret
Raw æblerose tærter
Denne skønne opskrift er fra min kogebog Fabelagtige fristelser.
De smukkeste små æbletærter, der tilmed er temmelig sunde og helt veganske.
Mine raw æblerose-tærter består af en bund af havregryn, dadler og cashewnødder. Den toppes med en dejlig creme af cashewnødder, der har konsistens og smag af cheesecake. I fyldet kommer jeg tynde skiver af æble, vendt i citronsaft og kanel, der anrettes som dekorative roser. Virkelig velsmagende og super dekorativt.

Ingredienser til 6 tærter
INGREDIENSER
- 1 dl finvalsede havregryn (35 g)
- 5 saftige dadler, udstenede
- 50 g cashewnødder
- 1 spsk. kokosolie
- salt
Fyld
- 100 g cashewnødder, udblødte
- 1 dl æblemos
- 1 dl kokosolie
- 1 spsk. ahornsirup
- 1 tsk. vaniljepulver
Endvidere
- 2 æbler
- saft af 1 citron
- 1 tsk. kanel
Udblød cashewnødderne til fyldet i en skål koldt vand i 6-12 timer. Du kan også hælde kogende vand over dem og lade dem stå i 2 timer.
Cashewnødderne til bunden skal ikke udblødes.
Lav nu tærte bunden. Kom havregryn, dadler, cashewnødder, kokosolie og salt i en foodprocessor. Kør, indtil massen kan trykkes sammen og samles til en tærtedej. Den må gerne være en smule grov. Beklæd en muffinplade med 6 papirforme eller brug muffinforme af silikone. Tryk dejen ud i bunden af formene, og stil formene i køleskabet, imens du tilbereder fyldet.
Blend udblødte cashewnødder, æblemos, kokosolie, ahornsirup og vaniljepulver sammen i en blender eller foodprocessor, indtil du har en fuldstændig glat creme. Fordel cremen over tærtebunden i muffinformene.
Fjern kernehuset fra æblerne, og skær dem ud i papirtynde skiver. Kom skiverne i en skål. Drys kanel og pres citronsaft over, og vend rundt. Form nu små roser med æbleskiverne i hver muffin. Start med at rulle en skive sammen, og brug det som midten af rosen. Placér rosenblade rundt om et efter et, indtil du når kanten af muffinformen, og du har formet en rose.
Stil dine raw æblerose-tærter i køleskabet i mindst 4 timer, så de kan sætte sig inden servering.
Raw æbletærte
Æbletærte er en klassiker til eftermiddagskaffen og denne opskrift på raw æbletærte er ingen undtagelse. De små tærter er de lækreste og pæneste raw tærter, der altid imponerer på både udseende og smag. Tærtebunden består kun af 3 ingredienser, du sikkert allerede har liggende derhjemme. Den er både vegansk og glutenfri - husk dog at bruge glutenfrie havregryn hvis den serveres for en allergiker. Fyldet i tærten består af en lækker vegansk cashew-creme, der får smag fra vaniljepulver og æblemos. De små kager toppes til sidst med tynde skiver af æble, der vendes i citronsaft og kanel og formes som smukke roser. Tærterne er oplagte at servere i efteråret, når vejret er koldt og gråt og man bare har lyst til at blive hjemme. Så har man også et hyggeligt projekt at give sig i kast med! Det kan dog også anbefales at lave tærterne i vintermånederne, hvor de egner sig som en herlig decemberdessert. Tærterne bliver nemlig ekstra smagfulde, hvis de bages med sprøde vinteræbler. De giver nemlig en god balance mellem syrligheden og det vidunderligt cremede vaniljefyld. En herlig kombination!

Veganske æbletærter
Tærterne er både veganske og glutenfrie, så de kan serveres for de fleste gæster uden problemer. Og så er de meget nemmere at lave, end man skulle tro. Det er faktisk et hyggeligt lille projekt, særligt når man skal samle roserne på toppen. Så hvis du får en veninde på besøg er det oplagt som en hyggelig date, hvor man får lavet lidt lækkert til eftermiddagskaffen.
TIP: Prøv også min opskrift på klassisk æbletærte eller æblecrumble

Flere opskrifter på juleguf:
- Havregrynskugler
- Honningristede mandler
- Pekan-skildpadder med karamel
- Julekager med frugt og nødder
- Ischokolader
