Opskrift på bondebrød
Bondebrød kender de fleste nok som det ovale, bløde og ret tørre brød, man finder i supermarkeds brødafdeling. Det er et brød, der typisk anbefales som et alternativ til rugbrød til babyer, da det ikke indeholder kerner.
Da Otto var klar til at spise brød, ledte jeg efter et bondebrød lavet på ordentlige råvarer. Altså gerne økologisk og uden for meget salt. Det viste sig dog at være svært at finde. Derfor udviklede jeg denne opskrift på et rugbrød, bagt på surdej og fuldkornsmel og med en god smag og konsistens, som er nem for små børn at spise.
TIP: Prøv også min opskrift på valnøddebrød bagt på surdej

Rugbrød uden kerner
Min opskrift på bondebrød er altså et rugbrød uden kerner. Jeg bager det på sigtet rugmel, helt uden hvedemel, og det får en vidunderlig saftig konsistens og god smag. Jeg har også bagt brødet på fuldkornsrugmel, og det fungerer også fremragende, men brødet bliver lidt mere kompakt.
Opskriften laves herhjemme uden kerner, så Otto også kan spise det. Men vi tilsætter en smule salt, så brødet også smager de voksne. På den måde kan vi alle nyde det samme til frokost. Hvis du kun vil servere brødet for børn, kan du sagtens undlade salt fuldstændig.
TIP: Hvis du foretrækker en opskrift på rugbrød med kerner, kan jeg anbefale denne opskrift på rugbrød med surdej og masser af kerner.
Bondebrød på surdej
Brødet bages på surdej, der både giver brødet en let syrlig smag samt bidrager med en fantastisk holdbarhedsevne. Brød bagt på surdej holder sig nemlig frisk og saftigt i længere tid, og dette bondebrød kan vi have liggende i en brødpose på køkkenbordet i en hel uge, uden at det bliver tørt og kedeligt.
Hvis du endnu ikke har din egen surdej, kan jeg anbefale dig at følge denne guide til opstart af surdej. Det er super nemt, så snart man lige er kommet i gang og har knækket koden. Og udover rugbrød kan man bage det lækreste surdejsbrød og surdejsboller.
Bondebrød med gær
Hvis du ønsker at bage brødet med gær, kan det også sagtens lade sig at gøre. Erstat blot surdejen i opskriften med 5 gram gær røst ud i 75 g kold eller lunken vand (alt efter hvilken hævetid, der passer dig) og tilsæt også 75 g ekstra rugmel til dejen. Ellers skal du blot følge fremgangsmåden.
TIP: Brug bondebrød til en lækker rugbrødssandwich med kylling