Laksemousse af varmrøget laks
Min laksemousse laver jeg af varmrøget laks. Det giver en skøn og mere let konsistens, end hvis man brugte almindelig koldrøget laks. Sommetider laver jeg dog også moussen af både kold- og varmrøget laks. Først efter opskriften, du finder i dette blogindlæg, blot tilsat stykker af finthakket koldrøget laks.
Moussen røres nemt sammen med en gaffel. Jeg synes om den lette men samtidig grove konsistens, men foretrækker du en helt glat mousse, kan du også blende den med en stavblander eller i en foodprocessor. Ønsker du en helt klassisk mousse a la tunmousse, kan du tilsætte lidt blødt smør (ca. 25 g), når du blender ingredienserne sammen. Så vil moussen nemlig sætte sig, når den kommer på køl, og blive fast nok til, at den kan skæres i skiver.
TIP: Prøv også min opskrift på buttedejspakker med laks
Sandwich, forret og salat med mousse af laks
Den lækre mousse af laks har mange anvendelsesmulighed, og jeg vil derfor anbefale dig at lave lidt ekstra, når du alligevel skal igang.
Moussen smager naturligvis skønt på en rugbrødsmad, i en rugbrødssandwich eller i madpandekager såsom spinatpandekager. Den er også fantastisk til forret på små sprøde rugbrødschips, i fine skåle af filodej eller tarteletskaller. Jeg holder også af at servere den i en grøn og sund salatskål. Her kan den kombineres med årstidens grønt, lidt avocado og serveres med ristet brød.