-
Link kopieret
Polenta fritter
Denne opskrift er på polenta fritter, der både er knasende sprøde uden på, med et saftigt indre og en herlig smag af parmesan og polenta.
Fritterne består af en italiensk majsgrød, også kaldet polenta, der smages til med parmesan og salt. Derefter skal grøden køle af, så den sætter sig og bliver så fast, at den kan skæres i fritter. Vend dem i lidt olivenolie, kom dem i ovnen, og så får du de bedste polentafritter, jeg kender til.
Hvis du gerne vil imponere middagsgæster med et kompliment-værdigt måltid, er polentafritter en sikker vinder. De smager særligt skønt med hjemmelavet aïoli, og kan serveres til alt fra bøffer til kylling eller i god salatskål.

Tilbehør til 4 personer
Forberedelse 10 min + 2 timers hviletid /I alt 2 t 30 min
INGREDIENSER
3 dl polenta majsgryn
1 l vand
30 g revet parmesan
salt
1 spsk. olivenolie
Kom polenta majsgryn, salt og vand i en gryde, og bring det i kog under omrøring. Lad det koge i ca. 15 minutter, til grøden er cremet. Rør revet parmesan i, og smag til med salt. Hæld polentaen i et fad beklædt med bagepapir, og lad den stivne på køl i mindst 2 timer eller natten over.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Skær den kolde, stivnede polenta ud i fritter, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp let med olivenolie, og bag fritterne i ca. 30 minutter, indtil de er gyldne og sprøde.
Opskrift på polenta fritter i ovn
Polenta fritter kan man spotte oftere og oftere på menukort på diverse spisesteder. Sprøde fritter af polenta majsgrød, serveret som et alternativ til de klassiske kartoffel pommes frites. Og selvom dem man kan få serveret på restauranter er udsøgte, så er der altså intet, der slår den hjemmelavede variant. I denne opskrift laves de i ovnen fremfor frituregryden. På denne måde får de den helt perfekte konsistens og smag, knasende sprøde men på ingen måder tørre.
TIP: Prøv også denne opskrift på polentapande med tomater, polenta og æg eller en one-pot-pie med polentalåg eller et fad med kylling og polenta.
Hvad er polenta?
Polenta stammer fra italien og er en type majsmel, der er lidt grovere. Det kaldes derfor også for majsgryn. Polenta majsgrynene koges som oftest til en grød, der bruges som tilbehør i det italienske køkken. Lidt som vi spiser kartoffelmos i Norden, og i Italiensk serveres grøden til gryderetter, en klassisk bolognese eller blot med grøntsager og æg. Polentagrød er cremet, ret bastant, og dejlig mættende. Og så er det en billig spise, for polenta majsgryn er utrolig billige, og en lille mængde gryn bliver til en stor portion grød. Det er altså fantastisk SU-mad, der mætter, smager og nærer med gode fuldkorn. Når polenta køler af, stivner grøden, så den bliver fast og geléagtig. Det gør det muligt at skære polentagrøden ud i skiver eller fritter, der kan frituresteges, ristes på panden eller i ovnen.
TIP: Prøv at skære polenta ud i trekanter og lav grillet polenta eller lav små polenta-diamanter til cremet græskarsauce eller en sprød polentapizzabund.
Fritter af polenta majsgryn
Polenta kan laves på mange forskellige måder, men der er intet som polenta fritter. De gode fritter af polenta kan laves med alverdens krydderier og forskellige smagstilføjelser. Prøv eksempelvis at tilsætte finthakket timian, rosmarin, basilikum, soltørrede tomater eller hvidløg. Du kan også vælge at komme revet parmesan i grøden, hvilket giver en fantastisk smag. Vil du dog gerne lave veganske polentafritter, er osten ikke et must. Du kan undlade parmesan eller erstatte dem med gærflager, der er et vegansk altenativ fra helsekosten, der tilføjer ostesmag.
TIP: Prøv også at bruge polenta i en skøn citronkage med mandler.



