Rocky road julekonfekt
Rocky road har fået sit hyggelige navn på grund af overfladen, hvis udtryk ligner en vej fyldt med små bump. Her er der dog tale om vejbump, der udelukkende bringer glæde, bestående af et dejligt fyld af nødder, tørretfrugt og/eller slik. Det vendes i smeltet chokolade, fyldes i en form, og så skal der blot lidt ventetid til, før den nemmeste, dejlige konfekt kan serveres.
TIP: Prøv også min opskrift på klassiske specier eller havregrynskugler eller dadlerkonfekt
Nem chokoladekonfekt
Rocky road julekonfekt er måske den nemmeste konfekt, jeg kan komme i tanke om. Det tager ikke mange øjeblikke at fremtrylle. Men resultat, det skal man bestemt ikke kimse af!
Den nemme opskrift er også et hit, hvis du har en rest chokolade tilbage fra julens konfektproduktion. Bland blot forskelligt fyld i den smeltede chokolade, og så kan du lave rocky road, i stedet for at det går til spilde.
Fyld til rocky road
Du kan lave alverdens forskellige udgaver af rocky road julekonfekt. Variér først og fremmest hvilken chokolade, du bruger. Mørk, lys, hvid – eller måske en blanding?
Dernæst skal du vælge fyldet. Her kan du både tænke på smage, farver og teksturer. Vælg gerne noget, der vil se flot ud, når man skærer konfekten ud, og som også smager dejligt.
Gode bud på fyld kunne være:
- Tørret frugt som abrikoser, dadler, tranebær, rosiner.
- Skumsklik som skumfiduser eller juleskum.
- Nødder, kerner eller frø.
- Kiks eller småkager
- Karameller
- Chokoladebarer i mindre stykker
TIP: Prøv også min opskrift på fyldte chokolader eller julesmåkager.
Rocky road til voksne og børn
Jeg har her lavet to forskellige variationer. En “sofistikeret” udgave til de voksne og en mere legesyg og sød variant til børnene.
Til voksen varianten bruger jeg en god mørk chokolade. I den vendes smukke tørrede granatæbler, sprøde pistacienødder og stykker af marcipan. Marcipanen har jeg smagt til med lidt cognac og appelsinskal, hvilket virkelig fungerer fremragende!
Til børnenes konfekt bruger jeg lys chokolade. Her tilsætter jeg juleskum og Smarties, hvilket giver et festligt udtryk. På toppen drysser jeg også med lidt kokos, der gør udseendet lidt mere julet.
TIP: Prøv også min opskrift på julesnegle, der hitter hos både voksne og børn.