-
Link kopieret
Bananpandekager
Bananpandekager er en nem og nærende morgenmad, der smager af den rene forkælelse. De mætter godt, har en dejlig konsistens og smager lige tilpas sødt.
Bananpandekagerne laves af ganske få ingredienser: hovedsagligt banan, æg og havregryn, der let blendes sammen til en jævn pandekagedej.

Morgenmad til 2 personer
Forberedelse 5 min /I alt 15 min
INGREDIENSER
Pandekager
2 bananer
4 æg
2 dl havregryn
1 tsk. bagepulver
1 nip salt
1 spsk. smør til stegning
Kom bananer, æg, havregryn, bagepulver og salt i en blender. Kør, til du får en helt glat og jævn konsistens.
Smelt smør på en pande, og steg bananpandekager i din ønskede størrelse, til de er gyldne på begge sider.
Servér eksempelvis med peanutbutter, bananskiver og lidt hakket mørk chokolade.

Opskrift på bananpandekager uden mel
Bananpandekager er nemme at lave af ganske få ingredienser. Opskriften består af bananer, æg og havregryn samt en smule bagepulver og salt. Det er næsten ikke til at forstå, at man kan lave så lækre, svampede og søde pandekager helt uden sukker og mel. Men når du bruger modne bananer, får de både den helt rette konsistens og sødme. Det er en god ide at lave en stor portion bananpandekager, når du alligevel skal i sving. De smager nemlig også dejligt kolde, og ellers kan de nemt lunes på en brødrister.
TIP: Prøv også at lave lækre klatkager af havregrød eller bagt gulerodskagegrød

Hvordan laver man sunde bananpandekager?
Disse bananpandekager laves ved at blende alle ingredienserne sammen til en jævn, glat dej. Den bliver dermed utrolig nem at stege, uden at pandekagerne falder fra hinanden. Samtidig får de et virkelig fint udseende, nærmest præcist som americanske pangekager - bare i en sund og hverdagsvenlig udgave.
Bananpandekager uden blender
Hvis du ikke har en blender, kan du bruge en stavblender eller foodprocessor til at lave dejen. Du kan dog også sagtens bruge opskriften, hvis du ikke ejer nogen køkkenmaskine. Her skal du blot mose bananerne grundigt, inden du pisker ingredienserne godt sammen. Pandekagerne vil blive lidt mere grove i deres udseende, og de kan også være sværere at stege. Men de vil smage herligt uanset. Du kan overveje at tilsætte en smule mel til dejen, hvis du ikke blender den. Blot en spiseske eller to, vil få dejen til at hænge bedre sammen, så de bliver nemmere at stege. Desuden anbefales det, at du bruger finvalsede havregryn, hvis du laver din dej til bananpandekager uden blender. På den måde bliver den knap så grov.


Flere sunde og lækre morgenmadsopskrifter
Hvis du ønsker at lave pandekager uden banan er disse pandekager med havregryn også gode. Ellers er dette nogle af disse favoritter: