-
Link kopieret
Bruschetta med ricottacreme & bagte tomater
I weekenden serverede jeg disse bruschetta med ricottacreme og bagte tomater, og jeg siger jer, de smagte himmelsk!
Når man har at gøre med gode råvarer, skal der ikke så meget til, og her spillede alt bare sammen på bedste vis: Hjemmebagt brød, cremet ricotta, god olivenolie og smagfulde tomater.

Forret til 4 personer
Forberedelse 10 min /I alt 40 min
INGREDIENSER
- 250 g cherrytomater
- god olivenolie
- salt
- 4 skiver godt brød
Ricottacreme
- 1 dl ricotta
- 2 spsk. olivenolie
- 1 håndfuld frisk basilikum
- salt & friskkværnet peber
Tænd ovnen på 175 grader. Fordel tomaterne på en beklædt bageplade, og vend dem i olivenolie og salt. Bag tomaterne i ovnen i cirka 30 minutter, indtil de bliver gyldne og rynkede men ikke helt tørre.
Skær brødet ud i skiver, og pensl dem med olivenolie. Rist dem i ovnen i 5 minutter, så de bliver sprøde.
Rør ricotta, olivenolie, finthakket basilikum, salt og peber sammen til en creme, og fordel det over det ristede brød. Pynt med bagte tomater og evt. en smule god olivenolie. Servér straks.
Bruschetta med ovnbagte tomater
Bruschetta med ricottacreme smager vidunderligt toppet med ovnbagte, smagfulde tomater. Denne opskrift på bruschetta holder altså fast i tomat som hovedingrediens, men bliver alligevel en anderledes og fantastisk servering, da de bages i ovnen. Tomaterne serveres derefter på ristet brød med en uimodståelig lækker ricottacreme. Selvom det efterhånden er muligt at få fingrene i danske, økologiske tomater i supermarkederne, kan vi ikke ligefrem prale af, at de smager af sol og sommer. For at give mine tomater et ekstra skud smag valgte jeg derfor at bage dem i ovnen med lidt olivenolie. Efter en god halv time får tomaterne en helt anden sødme og syre. Det er næsten, som havde man skruet op for smagen på en volumeknap!TIP: Prøv også min opskrift på traditionelle italienske bruschetta med tomat


Ricottacreme med basilikum
For at give tomaterne noget modspil, lavede jeg en creme af ricottaost, salt, peber, lidt frisk basilikum og en god, kraftig olivenolie. Den milde, lækre ricottacreme med basilikum passer perfekt til den fyldige smag af de ovnbagte tomater. En helt fantastisk smagskombination! Den milde ricottaost er desuden med til at give en cremet og fløjlsblød konsistens, der går godt til det ristede brød. Så undgår man at få en tør og kedelig oplevelse. Så du må endelig ikke udelade cremen!TIP: Prøv også mine andre opskrifter med ricotta såsom fyldte aubergine med ricotta og romesco eller grøn quinoapande med æg og ricottacreme


Andre opskrifter på antipasto og tapas
Jeg elsker at servere forskellige småretter, hvis man får gæster. Det er simpelthen så hyggeligt, lækkert og man får muligheden for at være kreativ med anretningerne. Jeg ville elske at servere denne opskrift med min salat med stenfrugter og mozzarella eller min jordbær capresesalat. Allerhelst med et større udvalg af bruschetta så man har lidt at vælge mellem. Min opskrift på bruschetta med svampe og bruschetta med gedeost og parmaskinke vil give en god variation til middagsbordet. Og jeg tror ikke nogen ville klage hvis man serverede en god gin & tonic eller aperol spritz ved siden af?

