Opskrift på bruschetta med svampe
Disse skønne bruschetta med svampe serverede jeg som en del af en forret for gæster sammen med bruschetta med tomater og bruschetta med gedeost. Tre forskellige små hapsere, der tilsammen udgjorde en skøn forret inden middagen. Variationer af brødene anrettede jeg på et stort bræt, og det så simpelthen så fint ud, med de forskellige toppings. Så kunne hver gæst smage lidt forskelligt – eller bare holde sig til den variant, der tiltalte dem mest.
Varianten af bruschetta med svampe var uden tvivl storhittet. En lidt anderledes bruschetta, end hvad man måske har prøvet før, men så utrolig lækker. Lidt som en svampetoast i en sprød, italiensk udgave.
TIP: Prøv også min opskrift på svamperagout eller polentapizza med pesto og svampe eller græskar gnocchi med svampesauce
Ristede svampe med parmesan
Til toppingen af de lækre bruschetta med svampe ristes svampe på panden sammen med hvidløg og rosmarin. Svampene skal blive flot gyldne og let sprøde, inden der tilsidst dryppes en smule balsamico over. Det giver en god smag og en virkelig flot farve til svampene. Her efter vendes der også friskrevet parmesan i panden. Der smelter, og straks gør toppingen dén tand mere lækker, end var det blot ristede svampe.
Det er vigtigt, at du tager panden af varmen og anretter de ristede svampe over brødene umiddelbart efter, du har vendt parmesan i panden. Osten skal smelte og kun blive ganske let gylden, og lader du panden stå for længe, risikere du, at osten brænder fast.
TIP: Andre gode opskrifter på forretter er lakseroulade med spinat, rugbrødschips med laksemousse og vitello tonnato