-
Link kopieret
Lakse-satayspyd
Satay er en af mine favoritter fra det asiatiske køkken! Den lækre marinade giver masser af smag, og gør kød utrolig saftigt.
Her er der lavet satayspyd med laks, der smager helt fantastisk! Den fede, saftige laks smager vidunderligt sammen med den krydrede marinade. Husk at servere spyddene med peanutbuttersauce og gerne en asiatisk agurkesalat – det smager himmelsk godt!!

Hovedret til 4 personer
Forberedelse 30 min/I alt 1 t 15 min
INGREDIENSER
Laksesatay-spyd
500 g laksefilet
1 spsk. revet ingefær
3 fed hvidløg
4 spsk. kokosmælk
2 spsk. fiskesauce
2 spsk. sesam- eller olivenolie
2 tsk. stærk karry
grillspyd
Laksesatay-spyd
Fjern skindet fra laksen, og skær kødet i tern. Riv ingefær fint. Pil og riv hvidløg. Rør ingefær, hvidløg, kokosmælk, fiskesauce, olie, karry og saft og fintrevet skal af 1 skyllet limefrugt sammen i en skål. Tilsæt lakseternene, og lad dem marinere i mindst 30 minutter i køleskabet og gerne natten over.
Tænd ovnen på 200°.
Sæt lakseternene på spyd. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 15 minutter, til laksen er gennemstegt og gylden.
Satayspyd med laks
Lakse-satayspyd er den lækreste udgave af satay, som du måske har prøvet på asiatiske resturanter. Traditionelt laves satay ofte med kylling, og du kan finde min opskrift på kyllingesatay lige her. En af de retter, jeg forbinder med min barndom, er satayspyd. Godt nok er jeg opvokset i en pæredansk familie på en villavej i provinsen. Men en af de bedst brugte kogebøger hos mine forældre handlede om det thailandske køkken, og her var den mest plettede side i bogen opskriften på satay med peanutbutterdip. Dengang lavede vi oftest spydene med kylling, og jeg tror, jeg ville have udnævnt kyllingesatay som min livret, hvis du havde spurgt mig som 9-årig ;-) Siden har jeg brugt opskriften på satay mange, mange gange, og jeg er også begyndt at brug marinaden til andet end kylling. Det smager også skønt til tofu eller fisk - særligt laks er helt vidunderligt som satayspyd.TIP: Server laksesatay med denne skønne mangosalat med chili