Opskrift på risotto deller
Risotto deller forvandler risottorester til de lækreste risdeller. Da risottoen allerede har masser af velsmag, får dellerne præcis det samme. En dejlig smag af parmesan og hvad, du ellers har forkælet din risotto med.
Du kan bruge alle typer risotto til opskriften. En helt klassisk risotto med hvidvin og parmesan eller velkendt risotto med svampe eller andre spændende varianter med grøntsager såsom min gulerodsrisotto eller grøn risotto med spinat og ærter. Du kan også sagtens bruge andre typer “otto”, fx bygotto lavet af bygkerner.
Risdeller af risotto rester
Risotto dellerne er virkelig nem restemad, men de smager af alt andet end dét. Simon jubler altid, når de er på menuen – nærmest højere, end når vi spiser selve risottoen.
Dellerne er inspireret af en klassisk italiensk opskrift på “arancini”. En form for risttokugler, hvor risottorester rulles til kugler og vendes i mel, æg og raps. Herefter dybsteges de, så de bliver gyldentsprøde udenpå og cremede indeni.
Arancini smager vidunderligt, men det er både en tand for besværligt og friture-tungt til at være en hverdagsret i vores køkken. Derfor er disse deller et hit som et hverdagssundt alternativ. De smager drøn lækkert også er både nemme og sunde.
TIP: Prøv også min opskrift på vegetariske squash frikadeller eller saftige kyllingefrikadeller
Tilbehør til risotto deller
Du kan servere alverdens tilbehør til risottodellerne. Da de jo hovedsagligt består af ris, vil jeg typisk vælge noget mere grønt tilbehør. Gerne en frisk og fyldig salat – måske bare rester af den salat, du serverede til risottoen dagen forinden?
Gode bud til salater, der ville passe fremragende til, kunne være en quinoasalat med jordbær eller en quinoasalat med feta og squash. Quinoa indeholder nemlig en del mættende protein, hvilket kan være en fordel til kødfri måltider. Det samme gælder kikærter, så andre gode bud kunne være en salat med kikærter, gulerødder og feta eller min kikærtesalat med aubergine og soltørrede tomater. En god spidskålssalat med mormordressing, hindbær og mandler ville også være dejlig dertil.
Jeg kan også anbefale dig at lave lidt ekstra risotto deller til frokosten dagen efter. De smager nemlig også godt kolde som en lille hapser med på madpakken.