
Ingredienser
SALAT
- 4 dl quinoa
- ½ bakke jordbær
- 125 g mozzarella
- 50 g mandler
- 1 dl syltede rødløg
DRESSING
- 3 spsk. olivenolie
- saft og skal af ½ usprøjtet citron
- 1 tsk. honning
- 1 tsk. dijonsennep
- salt og friskkværnet peber
Fremgangsmåde
QUINOA
Kog quinoa i let saltet vand i cirka 15 minutter, til de små haler frigøres. Hæld den kogte quinoasalat i en skål.
DRESSING
Rør olivenolie, citronsaft og -skal, honning, dijonsennep, salt og peber sammen. Vend dressingen i den kogte quinoa, og lad det køle lidt af.
SALAT
Skyl og tør salaten, og vend den i kogte quinoa. Skyl og nip jordbærrene, og skær dem i skiver eller både. Vend jordbær, og mozzarella i mindre stykker i salaten. Rist mandlerne gyldne på en tør, varm pande, hak dem groft, og fordel dem over salaten sammen med syltede rødløg.

Opskrift på quinoasalat med jordbær
Jeg har allerede serveret denne quinoasalat med jordbær og mozzarella flere gange i år, efter jeg fandt de første danske jordbær i supermarkedet. Kombinationen af jordbær og mozzarella er simpelthen så god – de søde, friske bær med den cremede, milde ost.
Basen til salaten er grøn salat (der bruger du bare lige den type/salat blanding, du synes om) og quinoa. Når quinoa er kogt, vender jeg den i en vinaigrette med citronskal, så den suger en masse god smag til sig.
Jeg tilføjer hjemmelavede syltede rødløg til salaten, der giver et friskt og syrligt twist. De er virkelig nemme at lave selv, og det tager ikke mere end et øjeblik, før du har et stort glas smukke syltede rødløg i køleskabet.
Sidst men ikke mindst får salaten et drys ristede mandler. Her kan du også bruge saltmandler eller andre ristede nødder, alt efter hvad du lige har i skabet.
TIP: Prøv også at bruge quinoa til at lave disse lækre glutenfri quinoafladbrød
Sommersalat med jordbær og quinoa
Min quinoasalat med jordbær er en fantastisk sommersalat. Den er fantastisk tilbehør til grillmad, ligegyldigt hvad du kommer på grillen: kylling, grillspyd, grøntsager, grillpølser.
Salaten kan både bruges som et let måltid til frokost eller aftensmad, gerne serveret med godt brød og måske en lækker dip for ekstra mæthed. En ærtehummus eller den klassiske hummus ville passe perfekt dertil.
TIP: Prøv også min quinoasalat med kylling og jordbær
Flere gode opskrifter på quinoasalat
Jeg har en del gode quinoasalater her på bloggen. Alt fra denne helt simple quinoasalat med frisk grøn salat til mere fyldige salater som denne quinoa salat med bagt blomkål. Du kan også prøve:
Kan man godt finde danske jordbær nu, der ikke er fra drivhus?? Er nemlig ikke så vild med drivhus grønt 🙂
Hej Anja,
Jo lige nu er de fleste fra drivhus. Vi må vente lidt endnu på de rigtig gode solmodne danske jordbær 🙂
Tænkte det nok, så må jeg heller vente lidt endnu med at lave din salat?