
Ingredienser
- 2 squash
- 3 ferskener
- 2 spsk. olivenolie
- 50 g rucola
- 40 g parmesan
- 1 håndfuld frisk basilikum
Dressing
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. balcamicoeddike
- Salt & friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Start med at fjerne top og bund fra squashene, og skær dem i skiver på langs med ca. 0,5 cm tykkelse. Brug en stor, skrap kniv, og pas på dine fingre.
Del fersknerne i kvarte, og fjern stenen. Fordel olivenolie ud på dine hænder, og smør lidt olie ud på både squash og ferskener. Kværn salt og peber på begge sider af squashskiverne.
Skyl og slyng rucolasalaten, og hæld olivenolie og balcamicoeddike over. Kværn salt og peber over, og vend rundt, så dressingen fordeler sig på salatbladene.
Grill nu squash og ferskener, indtil de har gyldne grillstriber på alle sider. Placér først de grillede squashskiver på et salatfad, og fordel derefter rucolasalat og dressing over. Skær de grillede kvarte ferskener i mindre både, og drys dem over salaten sammen med flager af parmesan og grofthakket basilikum. Servér straks.
Opskrift på salat med grillet fersken
Denne salat med grillet fersken er et vidunderlig eksempel på, hvor dejligt det smager, når man bruger frugt i salater. Særligt når de kommer en tur på grillen!
Grundelementet i salaten er grillet squash, men den bliver ekstra særlig, fordi der tilføjes skiver af grillet fersken. Den søde frugt smager fantastisk efter en tur på grillen. Særligt kombineret med frisk basilikum, rucola og parmesan.
TIP: Prøv også balsamico glace som dressing – det smager herligt til den grillede salat!
Grillet squash
Salat med grillet squash er en sikker vinder. Squashens milde smag passer til det meste, og den fremhæves på bedste vis efter en tur på grillen.
Til denne salat med grillet squash skærer jeg squashen ud i lange, tynde skiver fra top til bund. Det gør det både nemmere at grille stykkerne, og så ser det dekorativt ud i salaten. Du kan dog også sagtens skære squashen ud i almindelige skiver, hvis du vil.
TIP: Prøv også denne salat med grillet squash og majs.
Grillet frugt i salat
Jeg er blevet helt vild med at grille frugter, både til desserter og som et lille sødt indslag i salater, da det frembringer den lækreste, læskende og næsten karamelagtige smag i frugterne. De søde ferskenbåde får i denne salat selskab af grillet squash, skarp rucola vendt i en smagsfuld dressing, parmesan og frisk basilikum. Resultatet blev en rigtig sommersalat, der var frisk og fyldig på en og samme gang, og jeg siger jer, den smagte fantastisk til både bøffer og kold hvidvin.
Inspiration til din grill menu
I dette blogpost kan du finde mere inspiration til sammensætte den perfekte grill menu. Jeg vil særligt anbefale dig at prøve disse skønne opskrifter:
Ej, hvor er der dog bare en dejlig stemning af sommer i det her indlæg, Emma! Og sikke nogle fantastiske billeder!
Tak søde Natasja! 🙂