Opskrift på hjemmelavet nutella
Jeg har prøvet mange opskrifter på hjemmelavet nutella. Både af de sundere slags med dadler og ting i den dur, og de mere klassiske med masser af smør og fløde.
Denne opskrift er den eneste, der kan leve op til min kærlighed for det sukkersøde, nougatagtige stads. Og heldigvis er det også den absolut mest simple opskrift. Min hjemmelavede nutella kræver nemlig blot tre ingredienser: chokolade, hasselnødder, en smule salt og intet andet.
Det er ærlig mad, når det er bedst – silkeblød hasselnødde-chokoladecreme, klar til at indtage ethvert stykke brød eller blot blive spist med ske.
Jeg nyder særligt at spise hjemmelavet nutella på ristet surdejsbrød eller over min havregrød, klatkager eller chiagrød om morgenen. Det er sand hverdagsforkælelse, og når jeg bruger en god mørk chokolade, er det jo næsten helt sundt 😉
TIP: Prøv også min opskrift på dadelkaramel som alternativ til nutella
Nutella med hasselnødder og chokolade
Opskriften på hjemmelavet nutella kan laves både med mørk og lys chokolade. Jeg bruger som oftest mørk, da jeg godt kan lide den intense chokoladesmag. Men hvis du vil have en klassisk sød nutella, vil jeg anbefale dig at bruge en lys chokolade.
Nutellaens base er hasselnøddesmør, som jeg laver ligesom alle andre typer nøddesmør: Nødderne ristes, inden de blendes længe nok til, at olierne frigives, og man får en cremet, lækker konsistens. Hasselnøddesmør smager også godt i sig selv, så du kan overveje at lave en ekstra portion, som du tager fra, før du tilsætter chokoladen.