Opskrift på råsyltede rabarber
Råsyltede rabarber er en mindre kendt måde at tilberede rabarber. Her skæres rabarberstængler i skiver, inden de syltes i en sukkerlage. Det giver rabarber, der er perfekt syrlig-søde, sprøde og utrolig delikate.
Jeg laver mine råsyltede rabarber med en simpel sukkerlage af sukker og vand, der smages til med vanilje og citron. Både vaniljestang og citron kan sagtens undlades, men jeg synes, det giver en dejlig smag. Vaniljen tilføjer en aromatisk sødme, mens citronerne giver et friskt citrus twist, lidt a la en sommerlig lemonade.
Hvis du er vild med rabarberkompot, vil jeg virkelig anbefale dig at prøve min opskrift på råsyltede rabarber. Det er fremragende alternativ, der har flere anvendelsesmuligheder, da de syltede rabarber gør sig fremragende i både det søde og salte køkken.
TIP: Prøv også mine lækre kager med rabarber. En skøn rabarbertærte, en simpel rabarbercrumble eller en fantastisk blondie med hvid chokolade og rabarber.
Serveringsforslag
Først og fremmest bruger jeg de dejlige rabarber på min morgenmad. Over yoghurt, havregrød eller chiagrød sammen med sprød granola.
Jeg elsker også at servere de syltede rabarber som en simpel dessert, med letpisket flødeskum og hakkede honningristede mandler på toppen. Det er så simpelt men så godt, og kræver ikke de store armbevægelser, selvom det smager af den dejligste sommerluksus.
De syrligt søde rabarber smager også vidunderligt i salte retter. Jeg har eksempelvis serveret dem til fisk og helstegt kylling, men er også vild med at bruge dem i salater lidt som syltede rødløg. Prøv eksempelvis denne dejlige sommersalat med råsyltede rabarber og mozzarella.
TIP: Prøv også min opskrift på chokolademuffins med rabarber