Din browser er ikke understøttet- Brug en anden.

Fri fragt på ordre over 599 kr – 1-3 dages levering med GLS

Kurv 0

Tillykke! Du har opnået fri fragt Du mangler 599 kr for at opnå gratis fragt
Der er ikke flere produkter til salg

Produkter
Brug den med
Subtotal Gratis
Forsendelse, moms og rabatkoder udregnes i kurven

Rugbrød

Dette er i sandhed den bedste opskrift på rugbrød med surdej. Det lækreste, hjemmebagte rugbrød af 100% rug og masser af kerner.

Et hjemmebagt rugbrød er både nemt at røre sammen og smager helt fantastisk. Det har en god syrlig smag, sprød skorpe og en saftig, kernegrovkonsistens. Og det her er ganske enkelt det mest perfekte rugbrød.

Brødet laves med en surdej på rugmel i stedet for gær. Se hvordan du laver surdej og gør den klar til bagning i denne guide.

Rugbrød

1 rugbrød

INGREDIENTS

300 g skårne eller knækkede rugkerner (knækkede giver et grovere brød)
100 g græskarkerner
100 g solsikkekerner
50 g chiafrø
50 g hørfrø
15 g salt
1 spsk. maltsirup eller honning
0,5 liter porter øl
3 dl kogende vand
100 g aktiv rugsurdej
300 g rugmel
1 rugbrødsform på ca 10 x 10 x 30 cm
smør eller olie til formen

IBLØDSÆTNING AF KERNER
Kom rugkerner, græskarkerner, solsikkekerner, chiafrø, hørfrø og salt i en skål. Tilsæt maltsirup eller honning, øl og kogende vand, og rør rundt. Lad skålen stå i 30-60 minutter, indtil kernerne har suget væsken til sig.

RUGBRØDSDEJ
Tilsæt surdej og rugmel til skålen, og rør dejen godt sammen. Brug gerne en elpisker med dejkroge for at gøre arbejdet lidt nemmere.

Smør rugbrødsformen med smør eller olie, og fordel dejen heri. Prik huller i overfladen med en gaffel. Fugt et rent viskestykke med vand, og læg det over formen.

Lad nu dit rugbrød hæve i 20-30 timer på køkkenbordet. Jo længere det hæver, jo mere syrligt vil det blive. Hvis det er varmere i dit køkken, vil jeg anbefale dig at stille rugbrødet på køl og hæve efter 12 timer, hvis brødet er hævet flot op allerede.

Bagning
Forvarm ovnen til 170 grader på almindelig ovnfunktion.

Tryk forsigtigt rugbrødsdejen lidt ned langs kanten af formen, så brødet får en mere rund form i toppen.

Sæt rugbrødet ind i midten af ovnen på en bagerist. Bag det først i 1 time og 45 minutter.

Tag rugbrødet ud af ovnen, og fjern det forsigtigt fra formen. Bag rugbrødet i ovnen i yderligere 15 minutter uden form.

Lad dit rugbrød køle let af, inden det skæres ud.

rugbrødskonsistens

frokost med laks og avocado

Opskrift på rugbrød med surdej

Rugbrød er en uundværlig del af det danske køkken. Et frokostklassiker, som mange af os spiser næsten dagligt. Til madpakken, en rugbrødssandwich, til smørrebrød eller bare en simpel ostemad. Denne opskrift er det ultimative rugbrød - det er sprængfyldt med kerner, bagt uden hvedemel men udelukkende på rugmel og langtidshævet med surdej. Selvom det måske kan virke som et omstændigt projekt, så er det ligetil, så snart du har fået startet din surdej op. Alle ingredienserne til rugbrødet skal blot blandes i en skål, inden det fordeles i en rugbrødsform. Cirka et døgns hævetid (det er den sværeste del - ventetiden!), en tur i ovnen, og så er det lækreste rugbrød klar til servering.  

TIP: Se også disse opskrifter og videoguides til, hvordan du bager det bedste surdejsbrød, de lækreste, luftige surdejsboller eller valnøddebrød

    dej til hjemmebagt rugbrød kerner til rugbrød: Chiafrø, græskarkerner, hørfrø og solsikkekerner det bedste rugbrød

Hjemmebagt rugbrød

At bage rugbrød kan virke som et uoverskueligt projekt. Men så snart det er blevet en vane, er det virkelig ikke det store påstyr. Brødet tager maks et kvarter at røre sammen, og dernæst er det bare at vente, før man kan tage det lækre, nybagte brød ud af ovnen. 

TIP: Prøv også opskriften på chokorug med mørk chokolade eller pizzasnurrer eller grovboller, der er et hit på madpakken.

  Rugbrød klar til hævning  

Den bedste opskrift på hjemmebagt rugbrød

Denne opskrift på rugbrød er fyldt med kerner og den perfekte syrlige smag. En grov konsistens, der samtidig ikke er for kompakt. Det er ganske enkelt det bedste og mest perfekte rugbrød.

TIP: Hvis du ønsker at bage et rugbrød uden kerner til små børn, kan du bage denne opskrift på bondebrød.

  ingredienser

Ingredienser

Dette rugbrød laves på surdej, på 100% rugmel og med masser af kerner:

  • Skårne rugkerner: Skårne rugkerner giver brødet en god struktur, men de skal ikke stå i blød så længe som hele rugkerner.
  • Græskarkerner og solsikkekerner: Vi tilsætter en god mængde græskar- og solsikkekerner. Du kan erstatte det ene med det andet eller vælge en anden type kerner eller grofthakkede nødder i stedet.
  • Chiafrø og hørfrø: Af frø bruges en blanding af chia og hørfrø. Disse suger begge en del væske til sig, og de kan derfor ikke erstattes med kerner. Du kan dog erstatte chiafrø med hørfrø og omvendt:
  • Salt: Du kan bruge flagesalt eller helt almindelig bordsalt. Husk at afmåle mængden af salt, så du får den rette smag.
  • Maltsirup eller honning: Maltsirup giver en smule mere smag til brødet, men du kan sagtens bruge honning som alternativ.
  • Porter øl: Vi tilsætter en øl, for at give brødet en god smag. Her er porter særlig god på grund af den kraftige maltsmag. Du kan undlade øl og bruge vand i stedet, men du vil få et rugbrød med mildere smag.
  • Aktiv rugsurdej: Brødet hæver ved hjælp af surdej. Brug gerne en surdej af rugmel, der er mere sur end en surdej på hvede. Et rugbrød skal nemlig bruge mere syre, for at det ikke bliver klægt i konsistensen.
  • Rugmel: Vi bager vores rugbrød på rugmel alene - dvs. helt uden hvedemel. Brug gerne almindelig (ikke fint sigtet) rugmel. Groft rugmel kan dog også bruges, men det giver et lidt grovere brød.

 

TIP: Brug dine rester af surdej til at lave knækbrød eller lækre madpandekager. Tilsæt også gerne en spsk. til denne opskrift på rugvafler af rugmel.

  porter øl til brød   frokost med hjemmebagt brød rugbrødsmad med avocado og laks

Opskrifter med rester af rugbrød

Et hjemmebagt rugbrød holder sig frisk i længere tid. Det holder sig i op til 7 dage i en brødpose på køkkenbordet. Hvis du har rester af rugbrød, kan du bruge det til en portion øllebrød, sprøde croutoner eller hjemmelavede rugbrødschips (eksempelvis til denne opskrift på rugbrødschips med laksemousse).